På sociale medier har mange borgere drøftet, hvad der skal ske med de gamle brosten i Ringsted Kommune, især efter en ny runde af ombygningen af Ringsted Torv har taget sin begyndelse.
Her er et større antal af gamle slidte brosten fjernet for at givet plads til en ny pavillonbygning og en ny belægning.
En ringstedborger, Helle Lundsgaard, har stillet et såkaldt borgerdrevet forslag til byrådet, hvor hun opfordrer til, at alle gamle brosten skal genbruges i kommunen.
Se forslaget her:
https://ringsted.dk/borgerdrevne-forslag#466018
Lige nu har forslaget 171 stemmer på Ringsted Kommunes hjemmeside. Når det op på 200 stemmer, skal byrådet behandle det.
Helle Lundsgaard håber, det vil ske, og at byrådet så nedfælder på skrift, hvordan stenene skal genbruges i bymidten.
- Det skal være et løfte om, at de bliver i byen og bliver brugt i byen, så vi har dem, hvis vi skal renovere noget. Eller de kan bruges oppe ved vandtårnet eller i Pileborggade, siger Helle Lundsgaard til DAGBLADET Ringsted.
Skal med i udbudsmateriale
Hun glæder sig over, at Ringsted Kommune i dag har større bevågenhed omkring genbrug af de gamle sten.
Hun kan dog ikke lade være med at tilføje, at nogle af dem kunne være genbrugt på den rundkørsel, der er lavet med brug af nye chaussesten, hvor Sct. Bendtsgade møder Sct. Knudsgade ved Torvet.
Det kunne være undgået, hvis man i udbudsmaterialet til visse entreprenøropgaver fik indskrevet en forpligtelse til genbrug af stenene frem for nyindkøb.
Helle Lundsgaard er også opløftet over, at der ifølge chef for Ringsted Kommunes vej- og ejendomsadministration skulle befinde sig 900 kvadratmeter brosten fra Torvet i depot.
- Det er da en rigtig god nyhed. Hvis det altså ikke bare er de sten, der lige er blevet fjernet fra Torvet, som man regner med, lyder det.