I Bog & idé er man forberedt på, at dette års julehandel bliver i coronaens skygge. Derfor indfører man et særligt trafiklys-beredskab, som skal være med til at sikre, at retningslinjer og anbefalinger omkring håndteringen af coronavirus bliver overholdt, når borgerne køber julegaver. Samtidig kan man vinde præmier, mens man venter i køen. - Det er vigtigt, at kunderne oplever, at de kan være trygge ved at handle hos os, og at personalet er trygge ved at komme på arbejde, udtaler butiksindehaver Mogens Larsen i Bog & idé i Vordingborg i en pressemeddelelse.
Et såkaldt trafiklys-beredskab skal således være med til at sikre netop den tryghed.
Helt konkret har Bog & idé på landsplan etableret nogle retningslinjer for henholdsvis grønne, gule og røde dage i butikkerne, hvor farverne er udtryk for kundestrømmen.
- På de grønne dage, hvor der ikke er flere kunder end normalt, følger vi som altid de almindelige retningslinjer med mundbind, god hygiejne, afstand, håndsprit, plexiglas ved kasserne og grundig rengøring, forklarer Mogens Larsen og fortsætter:
- På de gule dage, hvor der i nogle timer om dagen er ekstra mange kunder, kan der være tidspunkter, hvor en medarbejder i gul vest vil have ekstra fokus på antallet af kunder i butikken og opfordre til god afstand.
Endelig er der de røde dage, hvor der er ekstra meget pres på kundestrømmen.
- Her kan du som kunde komme ud for, at køen midlertidigt rykker uden for butikken. Det håber vi selvfølgelig, at der er forståelse for. For vi gør det med alles sikkerhed for øje, understreger Mogens Larsen, der altid oplever ekstra travlhed i julemåneden, hvilket jo normalt er en positiv ting.
- Men under de nuværende omstændigheder skal vi passe ekstra godt på vores kunder og vores ansatte, og så skal vi netop undgå situationer med for mange mennesker i butikken på én gang, lyder det fra boghandleren, som desuden opfordrer sine kunder til, at gøre indkøbene om formiddagen, hvis de på nogen måde har mulighed for det.
Vind præmier i køen
Som et led i en sikker afvikling af julehandlen har Bog & idé udviklet nogle særlige afstandsmarkører, der både skal sikre den vigtige afstand i køen og gøre ventetiden lidt sjovere.
- Vores nye gulvmærkater minder os om at holde den rette afstand i køen, men samtidig fungerer de som QR-koder, der kan scannes med mobilen og give adgang til et lille spil. I spillet har du som kunde mulighed for at vinde rabat på den vare, du står i kø til at købe. Det håber vi, kan forsøde ventetiden lidt, lyder det fra Mogens Larsen, der i øvrigt altid har allermest travlt på Black Friday og de sidste fire-fem dage op til jul.
