Ny udgave af den gamle Albertslundlampe skal oplyse landsbyerne

Belysningen i Albertslund er ved at blive udskiftet, og i landsbyerne får man sine helt egne lamper

Belysningen i Albertslund er ved at blive udskiftet, og i landsbyerne får man sine helt egne lamper

Louis Poulsens berømte Albertslundlampe i galvaniseret form kender vi formentlig alle. Lampen var med til at oplyse den nye by Albertslund, da den blev bygget i begyndelsen af 1960erne.

Nu ser en ny udgave af den gamle lampe dagens (eller aftenens) lys. I landsbyerne Risby, Herstedvester, Herstedøster og Vridsløselille kan man nu eller senere se en forfinet udgave af den gamle lampe. Den er antracit-grøn - meget mørk grå-grøn.

"Vi er ved at modernisere belysningen i Albertslund, og det gælder også de fire landsbyer. Det sker efter en belysningsplan, og landsbyerne har udtrykt ønske om, at de får lov til at skille sig ud og vælge deres egne gadelamper, som passer godt til de særlige bebyggelser", fortæller driftsleder Steen Westring, Albertslund Forsyning.

Tre lampetyper

"Der er valgt tre lampetyper: Den kendte Albertslund-lampe i en moderne udgave, gadelampen MO500 fra Louis Poulsen og en skotlampe, som vi allerede kender den flere steder fra i kommunen. Det er de typer, som beboerne har ønsket. Vi er færdige med at udskifte i Risby, er i gang i Herstedøster og Herstedvester, og Vridsløselille kommer næste år", siger Steen Westring.

"Lamperne er elektronisk styrede, så de alle kan dæmpes fra centralt hold efter behov. Vi kører efter forskellige profiler - har 14-15 forskellige profiler, alt efter hvor gadebelysningen er i kommunen. Gadelamperne på Roskildevej kan f.eks. dæmpes til 50 procent i aftentimerne uden for myldretiden, mens de omkring lyskrydsene er 100 procent hele døgnet. I landsbyerne kan vi dæmpe på bestemte klokkeslæt. Nogle ønsker at få gadebelysningen dæmpet kl. 22, andre kl. 23. Det afgør landsbyerne", siger Steen Westring.

Læs mere om det nye lys i Albertslund på: belysning.albertslund.dk

Om Albertslundlampen

På Kroppedals hjemmeside www.99xvstgn.dk beskrives Albertslundlampen sådan:

"I 1963 tog man spadestikket til Albertslund Syd. Et tæt-lav boligområde med et stisystem til cykler og fodgængere. Til at lyse stierne op valgte man Albertslundlampen, designet af Jens Møller-Jensen i samarbejde med Louis Poulsen.

Jens var studerende på arkitektskolen, da han designede lampen. Det var hans far arkitekten Viggo-Møller Jensen, der sammen med Tyge Arnfred, havde tegnet Albertslund Syd. De havde egentlig bestemt sig for en gadelygte, men Jens mente, han kunne lave en bedre og billigere. Hjemme i sit værksted designede han en prototype på 1 uge. Alle kunne lide den, og så blev den sat i produktion.

Lampen fik i 2000 den prestigefyldte "Klassikerpris" af Dansk Designråd; en anerkendelse for godt, dansk design, der har holdt sig uændret i 25 år.

Den udstillede lampe er en maxiversion, der kunne ses i bybilledet fra 1980. Indenfor det sidste årti er der også kommet en LED-version. Albertslund Kommune har stadig et kærligt forhold til godt lys, og er de seneste år blevet et frilandstestcenter for intelligent og bæredygtigt design i gadebelysningen".

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...