"Bedre træning, bedre struktur og bedre miljø giver bedre børnefodbold, det er det som vi arbejder med, og denne klubdag er egentlig startskuddet til vores samarbejde med FC København".
FFK's klubchef Jørgen Kolters fulgte med fra sidelinien da Frederiksværk Fodbold Klub torsdag afholdte klubdag med besøg fra samarbejdsklubben fra hovedstaden FC København.
Sparket i gang
FCK og FFK indledte deres samarbejde i sommer med fokus på børnefodbold, og torsdag blev samarbejdet bogstavelig talt sparket i gang på de grønne plæner på Magleblik.
Der var repræsentanter fra FCK i form af Mirha og Simon, der sammen med FFK's egne ungdomstrænere stod for træningen af tre forskellige årgange af drenge og piger, det betød masser af aktivitet på banerne.
Også udenfor banerne var der masser af latter og fodboldglæde, specielt da FCK-løven Leo gjorde sin entre med forskellige fodboldlege og sjove aktiviteter, og selvfølgelig med fotomulighed i favnen på Leo.
Og mens de små fodboldben hyggede sig med Leo, så var FFK's trænere samlet til rundbordsmøde med FCK's repræsentanter for at tale om den gode børnetræning.
Sparring og inspiration
"Klubben får på denne måde kick-startet samarbejdet med FCK, der har været indledende samtaler og møder, men nu er vi for alvor i gang", siger FFK-formand John Rydahl, og han fortsætter:
"Det her samarbejde skal optimere rammerne for klubbens yngste medlemmer, vores egne trænere får en masse sparring og inspiration fra FC København, og det skal selvfølgelig være med til at udvikle børnefodbolden i Frederiksværk".
Bedre retning
"Samtidig er det et samarbejde som er til stor gavn for os, vi føler jo at træningen og miljøet i klubben bliver påvirket i en bedre retning og at repræsentanterne fra FCK med deres tilstedeværelse får kendskab til os og derigennem bliver en del af vores miljø", siger John Rydahl.
Torsdagens seance med FCK-trænere på sidelinien bliver således ikke en enlig svale, tværtimod:
"Nej slet ikke. Også fremadrettet vil FCK komme forbi og følge vores trænere og ungdomshold tæt og komme med diverse input og idéer, så der hele tiden følges op på det som er sat i gang", slutter John Rydahl.