Store Lyngby kan få Rema

Rema 1000 vil opføre dagligvarebutik, Uno-X og rækkehuse på en mark i Store Lyngby.

Rema 1000 vil opføre dagligvarebutik, Uno-X og rækkehuse på en mark i Store Lyngby.

Rema 1000 vil åbne supermarked i Store Lyngby, og har bedt Hillerød Kommune om tilladelse til at komme i gang med at bygge.

- Vi har kigget på området af flere omgange. Der er et fint landbysamfund i Store Lyngby, og i nærheden ligger Meløse, som er omtrent samme størrelse. Der er mange af de små byer, der ikke har et indbyggertal, der kan skabe grobund for en dagligvarehandel, men hvis vi kan få en strategisk god placering, kan vi komme ind og blive en lokal forsyning for området, siger Jonas Nyrop Vestermann, som er udviklingschef hos Rema Etablering A/S, der står bag ansøgningen til Hillerød Kommune.

Rema 1000 har en købsaftale med ejeren af marken på hjørnet af Amtsvejen og Lille Lyngbyvej. De mange forbipasserende på Amtsvejen har også betydning for placeringen.

- Vi udnytter nærheden til hovedvejen, og det er også med til at skabe et kundegrundlag, som er en kombination af indbyggerne og trafikken, siger Jonas Nyrop Vestermann.

Planen er at opføre en dagligvarebutik på 1200 kvadratmeter, en Uno-X tankstation og 10-12 rækkkehuse i to etager på grunden. Der skal også være plads til at parkere 70 biler på det, der nu er mark.

Området er udlagt til boliger i kommuneplanen, så der skal laves et kommuneplantillæg og en lokalplan, før projektet kan realiseres. Projektet er nu placeret på Hillerød Kommunes venteliste over lokalplaner som nummer 8. Som formand for Arkitektur,- Byplan og Trafikudvalget har Dan Riise (V) også overvejet sagen. Han synes, Rema 1000 vil være et plus for området.

- Vi vi gerne have, at der er mulighed for, at dem der bor i Store Lyngby kan gå hen og handle der, hvor de bor. Og der er jo en voldsom trafik af folk, der skal til Hundested og Frederiksværk og på stranden og i sommerhus. Jeg kan godt se en fidus i, at nogen vil køre ind der og handle, siger han.

Lokale glæder sig

Der er blevet snakket om at få et supermarked til Store Lyngby i årevis, og for et par år siden henvendte lokale grundejerforeninger sig til Rema for at overbevise butikskæden om at åbne en filial i Store Lyngby.

- Vi oplever, at Rema 1000 konceptet er blevet enormt populært, så vi får faktisk ofte henvendelser fra borgere, der efterspørger en butik i de områder, hvor vi ikke er, siger Jonas Nyrop Vestermann.

Grundejerforeningerne har selv gennemført en rundspørge blandt mange beboere i Store Lyngby, og svarende er langt overvejende positive. Der er enkelte bekymringer over, at en butik vil øge trafikken i området, men ellers er der primært glæde over udsigten til dagligvarer helt tæt på blandt besvarelserne, som er vedlagt sagens akter, som Frederiksborg Amts Avis har opnået indsigt i.

Indkørslen til den nye butik skal ske fra Lille Lyngbyvej. Rema 1000 har fået Cowi til at se på de trafikale følger af projektet, og anbefalingen er, at vejkrydset mellem Amtsvejen og Lille Lyngbyvej får et lyskryds, hvilket Rema 1000 vil betale, fremgår det af sagen. Rema 1000 vil også betale for et fortorv fra det eksisterende fortorv på Store Lyngbyvej videre til butikkens indgang.

Nu håber Jonas Nyrop Vestermann, at kommunen snart begynder på lokalplanen.

- Jeg har ikke helt overblik over, hvad det betyder i tid, at vi er nummer 8, men jeg har en forhåbning om, at det betyder, at vi kommer i gang i år, så vi kan gå i gang med byggeriet i løbet af 2021, siger han.

Fra spaden stikkes i jorden, til Rema 1000 kan sælge de første dagligvarer, går cirka seks måneder.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...