Godt og skidt: Sådan er den nye S-togs-køreplan

De hurtige S-tog kommer ikke til at stoppe igen på de stationer, der omkring årsskiftet 2018/2019 blev "vraget". Til gengæld kommer der flere Bx-tog på Høje Taastrup-linjen.

Der var voldsomme protester, da DSB omkring årsskiftet 2018/2019 fjernede E-togene på Friheden Station i Hvidovre, og Bx-togene på Brøndbyøster Station, Rødovre Station og Hvidovre Station.

Der bliver ikke ændret på disse ting i den nye S-togs køreplan, som træder i kraft den 14. december. På Friheden Station må passagererne "nøjes" med Linje A-togene, og på Brøndbyøster Station, Rødovre Station og Hvidovre Station er det kun Linje B-togene, der stopper.

Årsagen er blandt andet, at passagererne faktisk har taget godt imod ændringerne, og at passagertallet er steget, fortæller informationschef i DSB, Tony Bispeskov.

Større chance for siddeplads

- Det har givet en anderledes og bedre fordeling af passagerer. Flere har valgt at benytte Linje E og Linje Bx, fordi de kommer hurtigere frem, og det betyder, at passagererne på Linje A og Linje B får færre overfyldte S-tog og større chance for en siddeplads, forklarer Tony Bispeskov.

Da DSB valgte at fjerne de hurtige S-tog på de fire Vestegns-stationer, skete det ud fra en helhedsvurdering.

- Vores ønske er at tilgodese flest mulige kunder i forhold til de ressourcer, vi har. Det kan være skidt for nogle, men godt for langt de fleste. Og det er den vurdering, som ligger til grund, forklarer Tony Bispeskov.

Det har givet kortere rejsetid for passagerer i fx Albertslund og Glostrup, at Linje Bx nu springer tre stationer over. Et lignende billede tegner sig for Linje E, hvor passagerer i fx Ishøj og Hundige får kortere rejsetid.

Med køreplanskiftet til december foretager DSB en lignende øvelse på Køge Bugt-linjen. Her bliver Linje A fjernet fra Greve Station, Karlslunde Station og Solrød Strand Station undtagen i morgenmyldretiden. Det betyder, at de nuværende ni tog pr. time bliver til seks tog pr. time efter morgenmyldretiden på de tre stationer.

De ressourcer, som DSB får frigjort, skal blandt andet bruges på at køre med flere S-tog fredag -og lørdag aftener og nætterne derefter. Det er S-tog, som mange efterspørger.

Forbedringer på Linje Bx

På Linje Bx vil der ske forbedringer på Vestegnen.

DSB stopper med at køre Linje Bx-tog mellem Buddinge og Farum. Til gengæld vil DSB udvide betjeningen i myldretiderne på strækningen mellem København H og Høje Taastrup.

- Det betyder dels, at vi kan udvide Bx-tiderne, og dels at vi kan køre flere ekstra tog på Høje Taastrup-linjen, siger Tony Bispeskov.

Ifølge Tony Bispeskov er der to afgørende faktorer, hvis S-tog skal "lokke" bilister ud af køerne og over i den kollektive trafik. Det er hastighed og punktlighed.

- Vi skal have robuste køreplaner, så vi kan køre S-tog med en høj punktlighed. Dét, sammen med den kortest mulige rejsetid, er afgørende for mange pendlere. Og lykkes vi med det, så kan vi medvirke til at reducere trængslen på vejene, understreger DSBs informationschef.

Den nye S-togs køreplan, der kommer til at gælde fra mandag den 14. december, er allerede lagt ind i rejseplanen, så hvis man søger en rejse efter denne dato, vil de nye tider og linjer dukke op.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...