corona Et såkaldt caféarrangment på Gedevasevang, aktivitetscentret i Farum, endte med at være et arnested for en omsiggribende coronasmitte. Ud af de 50 deltagere til arrangementet den 19. november, endte 12 med at blive smittet.
"Det har været nogle hektiske dage, og det har berørt os meget hernede," siger leder af Gedevasevang Birgit Viekær til Furesø Avis.
Arrangementet med de 50 deltagere fulgte alle retningslinjer, som Gedevasevang har fået udstukket dels efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed og Furesø Kommunes coronateam, fortæller centerlederen.
"Alle til arrangementet bar mundbind eller visir, når de stod op. Vi luftede ud i pausen, som man skal, og de spillemænd, der optrådte, understregede flere gange, at det var forbudt at synge med på musikken. Vi ved, at vi arbejder med en sårbar gruppe, så vi har hele tiden haft fokus på, at alt skulle foregå på en tryg og sikker måde. Også ved dette arrangement," siger Birgit Viekær.
"Styrelsen for Patientsikkerhed har fortalt mig, det højst sandsynligt var en symptomfri superspreder, der har været med til arrangementet. De kan ikke påpege noget hos os, der skulle være gjort forkert. Jeg var selv med til arrangementet. Vi har overholdt alt. Kommunens coronateam har været ude og se på vores lokaler og fortalt os om, hvordan vi skulle overholde alle restriktioner. Det foregik efter de retningslinjer. Hygieineprincipperne er også blevet overholdt," siger hun.
Vigtig rolle
En lille håndfuld dage efter arrangementet, kom de første tre meldinger ind fra personer, der var blevet smittet til arrangmentet.
"Det var tirsdag morgen den 24. november, at tre af hinanden uafhængigt ringede ind og sagde, at de var smittet, og at de havde været med til arrangementet. Den sidste melding om smittede blandt deltagerne kom ind den 30. november," siger Birgit Viekær.
Omgangen med coronasmitte har betydet, at Gedevasevang har været lukket ned med hensyn til arrangementer. Dog har der stadig været serveret mad for de 41 beboere, der bor på Gedevasevang. Men lukningen med nul arrangementer har stor betydning, fortæller centerlederen.
"Vores erfaring fra de tre måneder i foråret, hvor der var lukket ned, siger os, at det er meget hårdt for vores brugere. Det skaber en tristhed hos dem, og nogle af dem har ikke andet at se frem til i deres hverdag end at tage hen til os," siger hun.
Uvis fremtid med nye restriktioner
Inden coronaudbruddet var der op til 150 daglige brugere på Gedevasevang og op mod 40 daglige brugere af stedets motionscenter, fortæller Birgit Viekær. Hvad der nu skal ske oven på de nye restriktioner, er uvist i skrivende stund.
