En busfuld politikere kræver motorvej tilbage på landkortet

En minibus fyldt med lokale partiledere, erhvervsfolk og lønmodtagere er Næstveds nye våben i kampen for motorvej til Rønnede.

Næste slag skal slås i København, hvor transportminister Benny Engelbrecht (S) fredag den 21. august har bevilget delegationen fra Sydsjællands hovedstad én times taletid i Transportministeriet.

- Og strategien er klar. Nu handler det ikke om udvikling, men om at undgå afvikling. Vi vil fortælle ministeren, at flere familier har valgt at fraflytte kommunen på grund af håbløse transportforhold og vi har også set virksomheder, der forlader byen af samme årsag. Det holder ikke, siger borgmester Carsten Rasmussen (S).

Dermed håber delegationen fra Næstved at motorvejen kommer tilbage på landkortet efter annulleringen af det trafikforlig, der blev indgået af den tidligere borgerlige regering i marts 2019, hvor Næstved-motorvejen var projekteret til at gå i gang i år 2024.

- Jeg sover ikke roligt før vi har en klar aftale om rute 54 og jeg får det direkte dårligt ved tanken om at gå til kommunalvalg uden en afklaring om motorvejen. Det vil koste massevis af socialdemokratiske stemmer i Næstved. Det har jeg også meddelt min partiformand Mette Frederiksen, siger Carsten Rasmussen.

Han håber at transportministeren indleder forhandlingerne om fremtidens investeringer i veje og skinner inden nytår, så et kommende transportforlig kan være på plads i efteråret 2021.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...