Den stigende smitte er nu også kommet inden for i borgmester-hjemmet i Trekroner, hvor både Tomas Breddam (S), hans søn og hans datter er smittet med COVID-19. De tre familiemedlemmer lever således adskilt fra moderen i huset, der som endnu usmittet passer sig selv i underetagen.
- Vi lever lukket inde i huset. Min søn er nu uden symptomer og kan derfor frigives 48 timer efter - men hvis min kone også bliver smittet, så begynder det at trække ud, fortæller Tomas Breddam på mobilen mandag eftermiddag 7. december.
Det var sønnen i familien, der bragte smitten hjem, hvorefter faren og søsteren også blev testet positive.
- Jeg har de klassiske influenzasymptomer og dulmer feberen med panodil. Så jeg kan stadig passe en del arbejde hjemmefra, siger borgmesteren, der deltog i et virtuelt møde med sundhedsministeren mandag morgen inden de seneste restriktioner blev meldt ud.
Det gode eksempel
Partifællen Gitte Kronbak (S) har ringet rundt til de øvrige politiske ledere i byrådet, så alle kan give deres besyv med, inden de nye restriktioner træder i kraft onsdag.
- Restriktionerne kan ikke gradbøjes, men det er vigtigt for mig at få alles stemme med. Jo mere vi kan stå som en samlet politisk enhed, jo bedre kan vi stå som det gode eksempel foran befolkningen. For det er dem, der nu står med en delvis lockdown endnu engang, siger Tomas Breddam.
Tv og middagslur
Han har netop aflyst et adventsarrangement, og skal nu til at genoverveje gæstelisten til juleaften.
- Hovedbudskabet er kedeligt og forudsigeligt: Vi skal prøve at få det her overstået så hurtigt som muligt, så vi kan komme tilbage til den normale hverdag, vi alle sammen ønsker os, siger han om nødvendigheden af de nye restriktioner.
Hjemme i Trekroner nyder familien godt af venners hjælp både i forhold til indkøb og til at bringe hunden til dyrlæge. Og så har den lettere medtagede borgmester haft lejlighed til at følge med i tv-serien Sygeplejeskolen, der er optaget i de smukke rammer på Sankt Hans.
- Den er ikke så kompliceret, så det har været helt perfekt til mit energiniveau. Og nu tror jeg i øvrigt snart, jeg skal have en eftermiddagslur, siger borgmesteren.
