Der har været maksimalt pres på i Roskilde Dom Apotek, siden de torsdag begyndte at give influenzavacciner. Kunderne er væltet ind i en grad, så vaccinatørerne kæmper for at kunne følge med efterspørgslen.
- Vi har aldrig været udsat for noget lignende. Og jeg har trods alt været i apotekerbranchen i 40 år, siger Benedikte Pedersen, koncern-souschef for Roskilde Dom Apotek.
På Svane Apotek må de også siges at have travlt med vaccinesprøjten.
- På denne her første uge har vi vaccineret lige så mange som hele sidste vinter, siger apoteker Charlotte Andersen.
Truer sikkerheden
I løbet af torsdag til lørdag har Domapoteket vaccineret 800 personer. I hele sidste sæson vaccinerede de 1800 i løbet af de to en halv måned fra november og halvt ind i januar, hvor det var muligt.
Domapoteket har i alt fem afdelinger i Roskilde og Tåstrup, og de to Roskilde-filialer på Algade og Hyrdehøj har tegnet sig for to tredjedele af vaccinationerne.
Apoteket opfordrer de vaccineivrige til at tage den lidt med ro. Vent lidt, hvis det er muligt, hold afstand i køen og hav tålmodighed med personalet.
- Vi vaccinerer hele tiden, men vi kan altså ikke tage alle ind på den første dag. Vi gør, hvad vi kan, men det er også et spørgsmål om sikkerhed. Vi skal også have nogle pauser og spise vores mad, ellers kan vi ikke tænke klart, siger Benedikte Pedersen og påpeger, at influenzasæsonen først starter til næste år, men der bliver vaccineret i efteråret, fordi der går to-tre uger, før vaccinationen har maksimal effekt.
Tid til spørgsmål
Svane Apotek råder over seks apoteker, hvoraf apoteket på Skomagergade og i Jyllinge tilbyde influenzavaccine og pneumokokvaccinen mod lungebetændelse. Hun anslår, at de to filialer har vaccineret knap 1000 personer siden torsdag. Da der ikke er tidsbestilling, kan der være op til en halv times ventetid, for ud over stikket skal der også være tid til at stille og besvare spørgsmål.
- Vi siger til kunderne, at de må være lidt tålmodige. Til gengæld får de det gratis, staten betaler, og det også værd at tage med, synes jeg, siger Charlotte Andersen.
Unge kommer også
Den gratis vaccine gælder, hvis man er over 65 år eller har kroniske sygdomme. Begge apoteker får dog også unge mennesker ind ad døren, som vælger selv at betale for vaccinen.
Det er uden tvivl coronavirus, der gør udslaget. For i det tilfælde at man bliver smittet med corona, vil det være uheldigt også at blive ramt af influenza oveni, og Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at man vaccinerer.
- Det er jo også unge mennesker, som aldrig før er kommet for at få influenzavaccine, der kommer nu, fordi det er blevet anbefalet, siger Benedikte Pedersen.
Hun understreger, at apoteket gerne tager del i vaccinationsopgaven, ikke mindst for at nå de 75 procent vaccinerede borgere over 65 år, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.
Ud over apotekerne kan de praktiserende læger også give influenzavaccine. Men det kræver tidsbestilling, og der kan være ventetid, som får nogen til at gå på apoteket. Derudover er der også virksomheder, der tilbyder medarbejderne vaccination.
