Af Carsten Barløse, pastor emeritus

Højsæsonen for konfirmationer i danske kirker er nu slut. Man kan ikke være andet end glad over, at titusinder af unge år efter år vælger at blive konfirmeret. Det kræver vitterligt en indsats i form af minimum 48 skematimers undervisning at nå frem til den store dag, konfirmationen, og for os alle er det en kilde til glæde og taknemmelighed at Folkekirken, hvad dette angår står stærkt.

I år blev der dog dryppet lidt malurt i bægeret: En præst blev for nylig idømt dagbøder for at have været voldelig overfor en konfirmand ved bl.a. at smide en bibel efter vedkommende. En på alle måder kedelig sag. Desværre et vidnesbyrd om en sørgelig kendsgerning: Mange præster, jeg selv inklusive, har eller har haft en del vanskeligheder med at undervise konfirmander, når nogle få af disse ikke kan eller vil sidde stille og deltage i arbejdet.

For mig personligt bragte voldsdommen minderne frem: Efter et langt liv i Folkekirkens tjeneste har man jo blandt de mange gode også nogle få dårlige erindringer om konfirmander. Det hændte at man stod overfor nogle drenge – mærkeligt nok aldrig piger – der var så umulige at have med at gøre, at jeg var tæt på at miste besindelsen. En gang kastede en konfirmand en kuglepen mod en anden med den spidse ende forrest. Den ramte den anden konfirmand i øjet og jeg ringede straks efter en ambulance. Heldigvis viste det sig på skadestuen at øjet ikke var beskadiget. Men dette er et blandt flere sørgelige eksempler på, hvad jeg har oplevet med utilpassede konfirmander.

For ganske nylig er det kommet frem at problemerne med et helt umuligt konfirmandhold et sted i landet blev søgt løst ved, at holdet blev undervist af en provst, en præst og en pædagog, der var til stede i konfirmandstuen samtidig. Det havde ikke umiddelbart den ønskede virkning. Også i Folkeskolen har man gjort den erfaring, at det hjælper ikke at sætte to eller flere lærere til at undervise den samme klasse. Det der hjælper er at dele klassen op, så de få negative elever isoleres fra de mange positive.

Hvad er der galt?

Konfirmationsalderen er lige præcis det punkt i unge menneskers pubertetsudvikling hvor forskellen mellem drenge og piger gennemsnitligt er størst. Jeg skal hilse og sige at det er en vanskelig opgave at undervise et hold hvor pigerne er unge damer der lige så godt kunne gå i 1.G. De regner ikke de jævnaldrende drenge på holdet for andet end pattebørn. Så langt er disse bagud for pigerne i udvikling fra barn til voksen. Jeg havde en gang en pige der i pausen sad og læste atomfysik. En anden pige, der var født blind, var den dygtigste i sin klasse, og kunne ved hjælp af sin avancerede blinde-computer sagtens følge med i arbejdet med bibelteksterne og læse dem højt ved gudstjenesten. Den slags piger, og dem var der mange af, blev voldsomt irriterede over at blive forstyrret af jævnaldrende drenge der barnligt saboterede undervisningen med larm og spektakel.

Min kongstanke er at mange problemer ville blive mindre, hvis man underviste drenge og piger hver for sig. Det var jo normalt i Folkeskolen i store byer for halvfjerds år siden. Jeg har kendt folkeskolelærere der varmt anbefalede genindførelse af denne velfungerende ordning.

Og nu vi er ved Folkeskolen: Under slagordet inklusion opgav man for få år siden at isolere elever med særlige behov i såkaldte specialklasser. Det hed sig at 16 procent af Folkeskolens ressourcer blev anvendt på specialundervisning. Men Folkekirken har aldrig anvendt tilsvarende ressourcer på at løse de problemer mange præster vitterligt har med at undervise konfirmandhold, hvor forskellen mellem konfirmanderne indbyrdes er så stor som skildret ovenfor? Løsningen må bestå i at de konfirmander der ikke kan eller vil skikke sig bliver skilt ud, ligesom det foregik i Folkeskolen, og undervist af præster eller andre, der har evner og uddannelse til netop dette.