Fik politiet på besøg: Grillbar utilfreds med corona-kommunikation

Myndighederne har ikke været dygtige nok til at kommunikere de nye regler om mundbind på spisesteder og barer ud til ejerne af de pågældende beværtninger.

Sådan lyder kritikken fra ægtefællen til ejeren af Saigon Grill i Ejby, der står til en bøde for brud på coronareglerne.

Meldingen kommer efter politiet var på kontrolbesøg på grillbaren torsdag den 24. september.

Her kunne betjente konstatere, at Saigon Grill manglede skiltning om det tilladte antal personer i lokalerne, ligesom de ansatte ikke bar mundbind, når de bevægede sig væk fra selve disken.

Men både ejere og ansatte handlede i god tro, lyder det fra Søren Madsen, hvis kone Thuy Madsen, ejeren Saigon Grill, blev sigtet for de manglende sundhedsmæssige foranstaltninger.

- Der er ingen kommunikation. Når reglerne bliver lavet om, hvorfor går betjentene, så ikke ud for at oplyse i stedet for hive bødeblokken frem med det det samme, spørger Søren Madsen retorisk.

Pressemøder i streg

Det var på et pressemøde den 15. september, at regeringen i første omgang annoncerede, at restauranter og barer i hovedstadsområder skulle lukke klokken 22, ligesom gæster såvel som personale blev påbudt at bære mundbind.

Og blot to dage senere fik stigningen i antallet af Covid-19-smittede så Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke til at gå ud med en ny melding om, at reglerne fra lørdag den 19. september skulle gælde i hele landet.

En udvidelse af påbuddet som ifølge Søren Madsen burde have været kommunikeret direkte til restauranterne.

- Vi havde lige fundet ud af, at der var et påbud i hovedstadsområdet. Når myndighederne så vælger at udvide påbuddet, hvorfor får vi så ikke noget at vide i e-boksen, hverken den private eller den til erhverv?, lyder spørgsmålet fra Søren Madsen.

Som erhvervsdrivende har I vel også selv et ansvar for at holde jer orienteret om reglerne på området?

- Når vi er i en situation, hvor der med få dages mellemrum kommer nye informationer, så er det rigtige da, at de involverede parter får direkte besked, lyder svaret.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi afviser man kritikken af den manglende kommunikation i forbindelse med, at påbuddet om blandt andet brug af mundbind på restauranter blev udvidet til at omfatte hele landet.

- Udgangspunktet er, at det er borgeren og den forretningsdrivendes selv, der har pligt at holde sig opdateret om den gældende lovgivning på området. Det er uanset, hvilken lovgivning vi taler om, lyder svaret fra Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...