Se billederne: Skolebibliotek er forvandlet til læringscenter

Eleverne på Stavnsholtskolen i Farum kunne forleden gå på opdagelse i deres nye skolebibliotek, som nu kan bruges til gruppearbejde, fremlæggelse og fordybelse.

Eleverne på Stavnsholtskolen i Farum kunne forleden gå på opdagelse i deres nye skolebibliotek, som nu kan bruges til gruppearbejde, fremlæggelse og fordybelse.

Tekst og foto:Louise Mørch Vilster

Der var rød løber, sodavand og slikkepinde på plads, da det nye skolebiblioteket på Stavnsholtskolen onsdag blev afsløret for eleverne. Det er et såkaldt PLC-bibliotek, der står for Pædagogisk Læringscenter, og som skal bruges til meget mere end bare at finde de rigtige bøger.

"Mange har trykket næserne flade for at se, hvad der skete derinde. I skal nu lære at bruge biblioteket på en speciel måde," sagde skoleleder Henrik Hansen i en tale til eleverne, inden de selv fik lov til at gå på opdagelse. Det var dog først efter, at byrådsmedlem og formand for Udvalget for skole og ungdomsuddannelse, Henrik Poulsen (S), havde klippet den røde tråd ind til de nye lokaler.

"Det er vigtigt, at skolen følger med tiden, for vi skal alle trives i folkeskolen. Vi skal være med til at sætte nye standarder," sagde Henrik Poulsen blandt andet i sin tale.

'Det ligner en restaurant'

Biblioteket er indrettet med et 'bjerg', hvor eleverne kan sidde og øve sig i at fremlægge foran hinanden, da der også er et stort lærred foran. Bagerst i biblioteket er der indrettet mindre båse, hvor børnene kan sidde sammen i små grupper og arbejde sammen eller alene, hvis de skal forbyde sig.

"Det ligner en restaurant, må vi spise herinde," udbrød en dreng, mens et par piger begge syntes, at det så 'virkelig hyggeligt ud'.

Begejstringen hos lærer Sofie Okholm er også stor efter den store renovering. Hun arbejder både som klasselærer og på skolebiblioteket, og hun har derfor været en del af processen, som har krævet grundige overvejelser.

"Det er helt anderledes end før. Vi har tidligere haft praktikanter, der sagde, at biblioteket var som taget ud af 70'erne, og de havde helt ret. Det har taget lidt tid at finde ud af, hvad vi havde behov for, og vi skulle også vente på, at de i kommunen vidste, hvilken retning vi skulle gå i," fortæller hun.

Innovative

Det er meningen af det pædagogiske læringscenter skal spille sammen med skolens Makerspace-lokale, som er et sted, hvor eleverne kan arbejde innovativt med virkelighedsnære problemstillinger.

"Makerspace er et krea-sted, hvor vi blandt andet har en 3D printer, og hvor børnene kan klippe-klistre. På biblioteket kan de i stedet fordybe sig, og de kan øve sig i at fremlægge projekter for hinanden. Det betyder, at vi nu kan undervise mere projektorienteret," siger Sofie Okholm.

Elever fra Stavnsholtskolen vandt sidste år en af priserne i DR' skolekonkurrence 'Knæk Klimakoden', da de fik idéen til et særligt klimaur, som kan registrere det daglige forbrug af vand og elektricitet. Det er den slags innovation, som de hos Stavnsholtskolen blandt andet gerne vil understøtte.

Manglet et sted

To af eleverne i 7. klasse, der er meget tilfredse med det nye skolebibliotek og læringscenter er Fie Holgaard og Karla Helslev. De ligner nogen, der helst har lyst til at blive i stedet for at tage tilbage til klassen.

"Det er fedt, at de har fundet penge til det, for vi har virkelig manglet et sted til gruppearbejde. Det er lidt for meget larm i klassen," siger Fie Holgaard. Hun tror også, at det vil være et godt sted for elever, der har det lidt svært i skolen.

"Dem der ikke har det så nemt kan tage en lærer med herned og få hjælp," siger hun.

De er enige om, at det ikke ligner et almindeligt bibliotek, og Karla Helslev glæder sig især til at bruge det til projektarbejde, som de har en del af.

"Jeg tror, vi kommer til at bruge det meget," siger hun.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...