udstilling Trods coronatidens begrænsninger har plejecenter Svanepunktet i Farum Midtpunkt nu fået 10 nye malerier på væggene malet af elever fra Farum Billedskole.
I foråret var det planen, at eleverne i alderen 7-13 år fra Farum Billedskole skulle besøge plejecentret, få sig en hyggelig snak og male protrætter af stedets beboere.
Corona spændte ben
Portrætterne skulle derefter præsenteres som en fernisering på Svanepunktet med deltagelse af elever, beboere, pårørende og personale.
Men så kom corona og projektet måtte droppes.
Det syntes leder af Farum Billedskole Charlotte Carstensen og leder af plejecenter Svanepunktet Connie Vejlø alligevel var for trist, så de besluttede at tyvstarte projektet med malerier af Billedskolens elever fra efterårssæsonen.
Furesø kommune har støttet projektet, så det alligevel blev muligt at udsmykke væggene på Svanepunktet med de 10 farverige malerier.
Billedskolen og Svanepunktet søger lige nu Skolebyrådet om penge til flere rammer, så den oprindelige idé om portrætter også kan gennemføres, når det bliver muligt. jesl