På grund af de nye corona-restriktioner, som træder i kraft på mandagsskal endnu flere medarbejdere i blandt andet kommunens borgerservice arbejde hjemmefra.
Det giver tekniske og praktiske udfordringer, og Høje-Taastrup Kommune opfordrer derfor borgerne til at benytte tidsbestilling.
- Vi er glade for at kunne tage imod jer, men det henstilles, at du bestiller tid via kommunens hjemmeside. Vi henstiller ligeledes til, at du kun møder op på Rådhuset, hvis det er akut, og din henvendelse ikke kan vente til det nye år, hvor restriktionerne kan være lempet, lyder opfordringen.
Også hvis man skal bestille pas, kørekort eller NemID bør man bestille tid.
- For at begrænse risikoen for smittespredning af Covid-19 og for at undgå ventetid vil vi henstille til, at du bestiller tid på kommunens hjemmeside. Her kan du bestille tid til pas, kørekort, NemID mv., lyder det.
Restriktionerne løber foreløbig til 2. januar. Og man skal også bære mundbind, når man er på Borgerservice.
-Du skal bære mundbind, når du møder op i Borgerservice og Jobcenter. Hvis der opholder sig for mange borgere i venteområderne, kan du risikere at skulle vente udenfor, hvis der kommer mange borgere, lyder det fra kommunen.
