I løbet af 2020 åbner et skattecenter på Kilde Allé i Frederikssund med op mod 150 medarbejdere. Skattestyrelsen slog for nylig de første 25 stillinger op og flere er på vej i løbet af efteråret. For at lykkes med rekrutteringen er Jobcenter Frederikssund gået ind i et samarbejde med Skattestyrelsen og Jobservice Danmark for at sikre, at de mange nyoprettede stillinger kan blive besat.
"Når vi er gået med i samarbejdet, skyldes det blandt andet, at vi jo har et væsentligt bedre lokalkendskab her i Frederikssund end Skattestyrelsen har. Det er en stor og super spændende opgave, men vi kan ikke løfte den alene, og derfor opfordrer vi også nabokommunerne til at byde ind med potentielle medarbejdere til det kommende skattecenter i Frederikssund," fortæller virksomhedskonsulent i Jobcenter Frederikssund, André Hilairem i en pressemeddelelse.
Oprettelsen af skattecentret i Frederikssund er en del af regeringens plan for en styrket skattekontrol. Opgaverne i skattecentret vil primært være fokuseret på kontrol af sort økonomi og social dumping.
I kommunens interesse
Også formanden for Vækstudvalget, Ole Søbæk (C), er glad for, at de forskellige myndigheder arbejder tæt sammen om rekrutteringsopgaven:
"Det er jo i høj grad i vores egen interesse at få fat i så mange ledige som muligt lokalt, som har de rigtige kompetencer til at arbejde i Skattestyrelsen. Og i det omfang der ikke er tilstrækkeligt med kvalificerede her i kommunen, så hilser vi bestemt også kommende pendlere fra omegnskommunerne meget velkommen i Frederikssund. Derfor er jeg glad for, at vores Jobcenter er gået med i samarbejdet om denne opgave," fastslår Ole Søbæk i pressemeddelelsen
Skattestyrelsen søger en lang række forskellige profiler til skattecenteret i Frederikssund. Det drejer sig om personer med forudsætninger inden for områder som moms, regnskab og økonomi, men også om f.eks. ledere og jurister.
