63 passagerer samt personale måtte evakueres, da turbåden Sagafjord lørdag stødte på grund ud for Veddelev Havn i Roskilde Fjord.
Turbåden var kommet ind på for lavt vand og gik på grund. Ingen ombord på skibet kom til skade i forbindelse med grundstødningen.
Flere tilkaldte både sørgede for at transportere passagerne ind til Veddelev Havn.
En passager, Frank Harberg, fortæller til TV Lorry, at passagerne tog grundstødningen stille og roligt - ja nærmest spøgte lidt med situationen.
Det vides endnu ikke, hvorfor Sagafjord kom ind på det lave vand og stødte på grund.