Bekymrede mødre: Vores døtre fik stoffer til pornostjernes fest

Lotte Nielsen fortæller, at hendes 14-årige datter fik tilbudt både amfetamin, hash og lattergas af Denice Klarskov selv til en fest nytårsaften. Privatfoto

Lotte Nielsen fortæller, at hendes 14-årige datter fik tilbudt både amfetamin, hash og lattergas af Denice Klarskov selv til en fest nytårsaften. Privatfoto

ARTIKLEN ER RETTET: Et citat, der er dømt ærekrænkende, er fjernet fra artiklen.

Pressenævnet har udtalt kritik af denne artikel.

Hele kritikken kan læses ved at følge dette link: https://www.pressenaevnet.dk/wp-content/uploads/2021/04/0585-Anonym-kendelse.pdf

Den kendte pornostjerne Denice Klarskov bor på landejendom i Lundby i den allersydligste del af Næstved Kommune. Her bliver der holdt vilde fester, og nogle gange med purunge deltagere, mener to mødre.

- Min datter var 14 år, da hun nytårsaften 2018/2019 stak af fra sin far for at tage til en fest dernede. Hun fulgtes med en 15-årig veninde, og da de ankom, bød Denice Klarskov på drinks. Derefter blev de inviteret ind i et rum sammen med Denice og hendes mand, hvor de fik lattergas og røg hash, fortæller Lotte Nielsen fra Næstved.

Fokus på unge piger

Ifølge datteren var der ikke mere end otte-10 deltagere til festen, og pornostjernen og hendes mand havde derfor stor fokus på de to unge piger, der bildte værterne ind, at de var 16 og 17 år.

- Man kunne på det tidspunkt sagtens se på min datter, at hun ikke var en dag over 15 med sit lillepigeansigt. Det burde i hvert fald ikke have været svært for en voksen at se. Pigerne blev også tilbudt en streg – min datter mente, at det var amfetamin. De sagde nej, men det lå frit tilgængeligt på bordene, siger Lotte Nielsen.

I chok og stak af

Den 14-årige pige fortalte hele historien til sin mor et par dage efter episoden.

- Hun sagde, at der havde været en underlig stemning, lige fra de ankom. Efterhånden, som aftenen skred frem, blev hun mere og mere utryg ved at være der. Hun endte med at stikke af fra festen og løbe til nærmeste hus, hvor hun gemte sig, indtil hendes far kunne hente hende, beretter Lotte Nielsen og fortsætter: - Der er ingen tvivl om, at det var et rystet barn, der blev hentet. Da hun fortalte det til mig, var hun stadig i chok, og så fortæller hun tingene, som de er. Det har hun altid gjort.

Lotte Nielsen skrev efterfølgende sammen med moren til sin datters veninde, og her havde oplevelsen også været den samme.

Helt brændt af

Sjællandske har også talt med Suzi Hoffmann Andersen fra Vordingborg, hvis 16-årige datter var til en større fest med omkring 70-80 deltagere hos Denice Klarskov sidste sommer.

- Jeg vidste godt, hun var derude, men hun kom ikke hjem som planlagt. Så fortalte hendes bror, at hun var helt brændt af på stoffer. Jeg kørte derud sammen med min 25-årige datter, som gik ind og hentede hende. Hendes læbe var helt hævet, fordi hun havde bidt så meget i den, fortæller Suzi Hoffmann Andersen med henvisning til en af de effekter, kokain kan have.

Den 16-årige pige blev sur til at starte med. Hun kom hjem, fik vand og hvidt brød og blev lagt i seng. Da hun vågnede, kunne hun godt se, at det ikke havde været smart, og hun fortalte sin mor, hvad der var sket.

- Hun havde taget kokain, men vidste ikke, hvem hun havde fået det fra. Hun havde det i hvert fald ikke med selv. Hun havde tidligere været til fest hos Denice, og der var der også stoffer. De unge piger bliver tiltrukket af hende – det ser glamouragtigt ud, og de får foræret ting. Jeg priser mig lykkelig for, at hun gider lytte til mig og ikke kommer der mere, siger Suzi Hoffmann Andersen.

Frygter natklubs påvirkning

Begge mødre frygter, hvad der vil ske, når Denice Klarskov efter planen åbner en ny natklub i Ramsherred i Næstved, som tidligere omtalt i Sjællandske.

- Da jeg så, at hun ville åbne en natklub, blev jeg lidt stram i ansigtet. Mange børn går i byen og snyder sig ind, og jeg frygter, at hun (Denice Klarskov, red.) vil udnytte det - især fordi hun selv startede med at lave porno i så ung en alder (som 18-årig, red.), siger Lotte Nielsen og bakkes op af Suzi Hoffmann Andersen:

- Jeg frygter, at det eskalerer, når klubben åbner. Der vil være stoffer, og det vil handle om, hvilke piger de kan tiltrække til deres branche. Denice og hendes mand er ikke de rette personer til at guide unge piger videre i livet.

Sjællandske er bekendt med identiteten af de unge piger, artiklen handler om. Ingen af dem har ønsket at stille op til interview.

Denice Klarskov: Jeg smed 14-årig ud fra fest

Sjællandske har konfronteret Denice Klarskov med anklagerne, som hun afviser pure.

- Det passer ikke, jeg har ikke givet nogen noget. Men det er sikkert sjovt at hænge mig ud, fordi jeg er kendt, lyder det fra pornostjernen, der godt kan huske episoden med den 14-årige pige.

- Det er korrekt, at der kom nogle mennesker nytårsaften, men det havde jeg ikke noget med at gøre. Pigen er vant til at tage stoffer, og jeg havde ikke noget med hende at gøre. Jeg fik at vide, at hun var 18 år, så da jeg fandt ud af, at hun var 14, smed jeg hende ud. Jeg har gjort, hvad jeg skulle, mener Denice Klarskov.

Hun synes ikke, at hun kan tage ansvar for alle dem, der fester på hendes ejendom, og passe på alle, fordi »deres mødre ikke kan styre deres unger«. Hun fortæller også, at hun af og til lader unge fra lokalområdet benytte hendes hjem til at holde fester, fordi hun har god plads.

Smækker røret på

Pornostjernen siger, at hun »generelt ikke giver folk ting«, men om hun tillader, at mindreårige tager stoffer på hendes ejendom, får Sjællandske aldrig svar på.

- Jeg bliver enormt gal. Det er eddermame lousy. Nu kan du skrive, hvad du vil, og så tager jeg den i retten med de to mødre. Kan du have det godt, råber Denice Klarskov, inden hun smækker røret på.

Dermed får avisen ikke svar på resten af spørgsmålene. Blandt andet, om man ikke godt kan se forskel på en 14- og en 18-årig, og om frygten for, at den kommende natklub kan ende som en narkobule og en hvervestation for hendes pornoimperium. Det tæller et produktionsselskab og en webcam-hjemmeside, der i øjeblikket har over 2300 piger tilknyttet.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...