Da coronaen ramte Danmark i marts, blev der meget stille Hos Morfar i Kildemarken. Det fik grillbarens indehaver Lotte Kejser til at tænke anderledes, og hun begyndte at lave dagens ret og oven i købet tilbyde udbringning. Det er der blevet taget godt imod, og Birgit Østerby er netop blevet ansat.
Da Lotte Kejser overtog Hos Morfar sidste år var det grillbar og et sted, hvor man kunne komme og drikke en øl. Desuden var der salg af cigaretter og slik. Det var mere et værtshus end et spisested.
Det er der nu lavet om på. Lotte Kejser har bygget om, hvilket har betydet at rygerummet er fjernet. I stedet for at blive mødt af tobaksrøg Hos Morfar på Kildebovej, er det nu en dejlig hjemlig duft af mad. Forleden var det kylling i karry, der fik tænderne til at løbe i vand.
Der er plads hos Lotte Kejser, så folk kan sidde at spise deres mad her. Det benytter både ældre og unge sig af.
Børn kigger også ind til Lotte Kejser, i øjeblikket med halloween tegninger. Til gengæld får de en slushice. Nogle børn kommer med perleplader.
Lotte Kejser lægger vægt på, at det er et familiært sted. Der kommer både børn og voksne i dagligdagen for at snakke. Nogle får en kop kaffe, og af og til kan Lotte Kejser tilbyde kage til kaffen. Der sker også nogle gange, at en kunde har en kage med til kaffen.
Hver måned bliver der lavet en madplan over dagens retter, og det er god, dansk mad. Blandt de mest populære er flæskesteg med traditionelt tilbehør, forloren hare og brunkål.
Stegt flæsk med persillesovs er så populært, at Lotte Kejser laver det hver dag.
- Jeg steger 15-20 kilo flæsk om ugen, fortæller Lotte Kejser.
- Det svarer til 30-40 portioner.
- Jeg laver maden, som mormor ville have lavet den. Det er opbagt og med fløde. Der er ikke noget med vand og pulver, forsikrer Lotte Kejser.
Hos Morfar har kapacitet til at lave mad til 15-20 ad gangen. Hvis folk har specielle ønsker til valget af retter eller til måden den leveres på, så er Lotte Kejser imødekommende. Èn kunde skal for eksempel have skåret sin mad ud.
Hvis en kunde, der får mad bragt ud, mangler en liter mælk eller et ugeblad, så sørger Lotte Kejser også for det.
- Det er mange, der er klemt inde, hvis ikke lige de har børn, der bor i nærheden. De skal bare sig til, siger Lotte Kejser.
- Jeg indretter mig efter kunderne.
Hun vil gerne hjælpe andre mennesker og levere en god service. Hun udviser stor omsorg for sine medmennesker og giver sig også tid til en sludder. Folk skal bare helst ringe om formiddagen, inden det gør løs med madlavningen.
- Det er så hyggeligt, så for man så meget positivt tilbage, slår Lotte Kejser fast.
- Jeg gør det, fordi jeg synes det er hyggeligt.
Normalt er maden færdig klokken 17, men hvis nogle skal have gæster midt på dagen, så kan det også lade sig gøre. Det er også muligt at få halve portioner.
Hos Morfar bringer mad ud i Ringsted og Benløse mod et mindre gebyr.
Ved siden af dagens ret, så har Hos Morfar stadig grillmad som burgere, kylling, flæskestegssandwich. Det sælges der også meget af.
Der er åbent klokken 12-20 alle dage. Hvis maden skal leveres, skal man helst ringe og bestille inden klokken 13.