De skulle oprindelig være åbnet den 1. maj, men coronaen kom i vejen. Nu er lokalerne Ahlgade 5, hvor Fruholm tidligere havde hjemme, så indrettet, og personalet på plads i ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsens nye Holbæk-afdeling.
- I maj var vi endnu så tidligt i coronaen, at det var svært at se, hvad der ville ske med markedet. Samtidig har vi også været på udkig efter den helt rigtige mand til at stå i spidsen for Holbæk-afdelingen, fortæller ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsen, som både har afdelinger af ejendomsmæglerkæden i Københavnsområdet, Nordsjælland og Odsherred.
Mægler bor i byen
Valget faldt på den 30-årige ejendomsmægler Nicklas Holbek, der bor i Holbæk med sin familie og tidligere har arbejdet hos en anden lokal mægler.
- Nicklas er rigtig dygtig og har samtidig en stærk lokal forankring. Det er vi glade for, siger Ivan Eltoft Nielsen, som selv er opvokset i Asnæs og nu bor i Hørsholm.
Holbæk Handelsskole førte den sammen
Foruden den nye filialchef vil man i Holbæk-afdelingen også møde Ivan Eltoft Nielsen selv og hans partner i Holbæk og Odsherred, Mathias Knudsen, samt Frederik Ruhr Jensen og Julie Valentin Brahl.
- Både Nicklas, Mathias og jeg er alle vokset op herude i det vestsjællandske og har gået på Holbæk Handelsskole sammen. Vi har en utrolig veneration for området, siger Ivan Eltoft Nielsen, som regner med, at de fremtidige kunder både bliver pendlerne, som prioriterer Holbæks gode beliggenhed i forhold til København, og lokale borgere, som skal finde ny bolig.
Der er gang i boligsalget
Ivan Eltoft Nielsen fortæller, at boligmarkedet stadig er i højt gear, selv her i november:
- Det går rigtig godt alle steder, og vi har næsten dobbelt aktivitet i forhold til samme tid sidste år. Der er allermest travlt på sommerhusfronten, særligt i Nordvestsjælland, hvor priserne er fornuftige, og alle kan være med. Samtidig synes jeg overordnet, at køberne er meget stærke økonomisk. Det sammen med et ret lille udbud af ejendomme og en lav rente giver en god balance, siger Ivan Eltoft Nielsen, som har 28 medarbejdere i alt i de otte afdelinger af kæden.
Der er ansat fem nye medarbejdere under corona-travlheden.
Ivan Eltoft Nielsen havde første åbningsdag i den nye Holbæk-afdeling den 1. december.
