Lis Gantzhorn, bruger af Regnbuehuset i Taastrup
Det er med stor tristhed og vemod, at jeg har modtaget nyheden om at Regnbuehuset på Østerparken 13 i Taastrup er lukningstruet.
Regnbuehuset er et arbejdsfællesskab for psykisk sårbare mennesker med forskellige lidelser og udfordringer. Skrøbelige individer, ofte med tunge livsbagager. I Regnbuehuset får de anerkendelse, udvikling, glæde, små kærlige skub, tryghed - og meget andet godt!
I seks år er jeg nu selv kommet regelmæssigt i Regnbuehuset, Jeg startede i 2014 som kontanthjælpsmodtager, stærkt plaget af angst og usikkerhed, og efter jeg fik tilkendt førtidspension, er jeg fortsat med at komme i huset, og har i den grad nydt godt af et fremragende og kvalificeret personale, som har mødt mig med omsorg, anerkendelse, smil og forståelse for den person, jeg er.
Regnbuehuset har en vigtig mission over for psykisk sårbare medborgere, og jeg håber af hjertet, at huset vil bestå!
