Vinterbyøster, Ingrid Og Lillebror, Jullerup Færgeby, Bamses Julerejse, Nissebanden, Jul På Slottet, Theo Og Den Magiske Talisman... Der er i dén grad noget for både den yngre og ældre julekalender-nostalgiker på Frederiksborg Slot i disse dage.
Frem til 3. januar kan man på Nationalhistorisk Museum i Hillerød se udstillingen Gensyn Med DR's Julekalendere. Traditionen med at sende en julekalender på tv startede helt tilbage i 1962 med Historier Fra Hele Verden. Året efter fulgte Nisserne Tim og Tam.
- I starten var man meget opsat på, at det skulle være belærende og oplysende. Der var ikke så meget med eventyr og historier. Tv-kalenderen hang jo sammen med Børnenes U-landskalender, som blev udgivet i samarbejde med Danida, fortæller direktør for Nationalhistorisk Museum, Mette Skougaard og fortsætter:
- Man begyndte at indføre nogle pædagogiske greb med Tim og Tam i 1963. Tam var den gamle nisse, der var over 1000 år gammel. Tam var kun 468 år gammel. Så kunne den gamle nisse fortælle om julens traditioner, om hvordan man levede i andre lande og så videre, siger hun.
Fra Tagmus til sci-fi
Udstillingen kommer godt rundt på den lange tidslinje af tv-julekalendere. Mange gæster vil nok stoppe ved flere af de udstillede kostumer og genstande, mens de smilende tænker tilbage på barndommens julekalendere. Samtidig får man virkelig øjnene op for den udvikling, som tv-julekalenderne har været igennem.
- I 2006 er vi med Absalons Hemmelighed inde i en helt anden måde at fortælle historier på. Det bliver meget mere præget af science fiction, adventure og fantasy. Her ser man noget af scenografien - og det er jo noget af et spring fra Magnus Tagmus. Der er fantastiske kostumer, store fortællinger og man folder det virkelig ud. Der er nærmst tale om Dan Brown for store børn, siger Mette Skougaard, da vi kommer hen til en opsætning fra Absalons Hemmelighed, hvor man i det dunkle lys blandt andet kan se et skelet ligge i en glaskiste.
- En af grundene til, at man begynder at lave de her julekalendere, som mest er for større børn, er, at man får mulighed for at lave tv for de små på Ramasjang. Det vil sige, at man begynder at målrette julekalenderne meget mere, siger Mette Skougaard, mens vi går forbi Ramajetterne, som i 2017 fik deres egen julekalender på Ramasjang.
De, der var børn i 1970'erne og 1980'erne kan også trække genkendelsens smil over ansigtet i udstillingens afsnit med Kikkebakkeboligby, Vinterbyøster og Jullerup Færgeby. De simple, men fantastiske pindestyrede dukker, som er skabt af Hanne Willumsen, holder sig overraskende godt - og Anton har fået en lap på sine bukser...
Eventyrlig jul på slottet
I den smukke Englesal har man fundet det perfekte rum til de mange kostumer, der relaterer sig til de mere eventyr-agtige julekalendere. Her finder man blandt andet prinsesse Miamajas kjole fra Jul På Slottet og mange af de flotte kostumer fra Den Anden Verden. I det hele taget må man sige, at tøj- og kostumefolkene på DR-julekalenderne gennem tiden fortjener ros for deres håndværk og fantasi.
- Der er lavet mange fantastiske kostumer. De er meget smukke og gennemførte. Man kan ikke forestille sig, hvor tunge nogle af dem er. Her er for eksempel Hidkalderen fra "Theo og Den Magiske Talisman", hvor de simpelthen var nødt til at tynde ud i nogle af alle de hundredevis af snore, kostumet er skabt af, hvis skuespilleren skulle gå rundt med det, smiler Mette Skougaard.
Det er tredje gang, at Frederiksborg Slot huser julekalenderudstillingen, og står det til museumsdirektøren, bliver det langt fra sidste gang.
- Det er noget, jeg gerne vil have som tradition; at man hvert år i december viser julekalendernes historie. Jeg synes, at det er noget, som kommer alle ved. Og det fortæller rigtig meget om udviklingen af kalenderen i tv og om vores samfund i det hele taget. Så det er en sjov prisme for, hvordan historien opleves, siger Mette Skougaard.