Der var intet filter og ingen stjernenykker, da Søren Kragh-Jacobsen og Mia Lyhne torsdag aften stillede op i Gentofte Kino til den særlige visning af 'Lille sommerfugl', som Villabyerne arrangerede i samarbejde med den lokale biograf.

Søren Kragh-Jacobsen - der både har skrevet og instrueret filmen med premiere torsdag - og Mia Lyhne, der spiller en af de store biroller i filmen, kunne slet ikke skjule deres glæde. Både over den film, de tydeligt har haft det vanvittig sjovt med at lave og over deres "nyfundne" samarbejde.

Søren, kan du ikke starte med at fortælle hvor og hvordan, du fik ideen til den her fortælling?

"Det var sådan, hvis jeg skal starte langt tilbage, at jeg blev ringet op af Lars von Trier og Thomas Vinterberg i midten af 1990'erne. De spurgte, om jeg ville være med i noget, der hed dogmebevægelsen. Det sagde jeg ja til, og så trak jeg Lars til side og spurgte ham, hvad handler det egentlig om det her?

'Det handler om at få glæden tilbage ved at være filminstruktør på spillefilm', sagde han. Og jeg vidste godt, hvad han talte om, for dengang var der meget tung teknik. Skuespillerne ventede altid. Vores arbejde blev altid skubbet en lille smule i baggrunden. Og så stod man der med syv eller 10 drenge, f.eks. med 'Drengene fra Skt. Petri'. De løb og spillede, og så skulle der lige laves lys og makeup og alt muligt om. Jeg vidste godt, hvad Lars talte om. Vi skulle tilbage til det hurtige, dynamiske udtryk.

I slutningen af 2017 sker der det, at benene en dag pludselig forsvinder under mig, og jeg får en hjerneblødning. Jeg vågner op på hospitalet dagen efter, og så siger mine sønner - de prøver at være så diskrete som overhovedet muligt - at jeg var en smule frivol og havde godt knald i låget. Det var, da de sagde det meget pænt. Der gik seks uger, så kom jeg i genoptræning, og engang i marts begyndte jeg at finde mig selv. Jeg så på mit cpr-nummer og sagde til mig selv, at nu burde jeg jo egentlig gå på pension, men jeg syntes, jeg havde nogle historier i mig endnu. Og en af de historier, som havde brændt sig fast som en virkelig dårlig gryderet igennem flere år, det var, at jeg godt kunne tænke mig at lave en festlig film. Jeg kunne godt tænke mig at komme på landet. Jeg kunne godt tænke mig at have efterårsrøde blade, jeg kunne godt tænke mig at portrættere en større svindebonde, jeg kunne godt tænke mig at fotografere grise, og centrum i den her film skulle være noget, som jeg virkelig holder meget af: forsamlingshuse. Jeg har et hus på Vestsjælland, jeg er kommet der i 40 år, og jeg har været til utallige fester i Bøgelund Forsamlingshus. Og jeg siger det ligeud: når jeg har fået mig en bajer, så synger jeg med på 'Den knaldrøde gummibåd'!

Tænk sig at lave en fest et så eksotisk sted, som forsamlingshuset er. Med taler, sange og trakasserier og optræden og så videre. Jeg satte mig ned og skrev. Tænkte, hvad skal det indeholde? Det skal indeholde noget af det, jeg er allergladest for på film. Det er at lave kærlighedshistorier, så det skal være tre generationers kærlighedshistorier. Viklet ind i dans, taler, mad, bajere og det hele. Jeg satte mig ned og skrev det her manuskript, og meget hurtigt, så fyrede vi den af... Og meget tidligt vidste jeg, at Mia skulle være med."

Guldbryllupsfesten bliver rammen for en historie med mange lag og historier fra tre generationer, som du siger. Masser af indre spændinger, fortielser og løgne, hvorfor valgte du den form?

"En guldbryllupsfest er jo noget særligt. Det med de tre kærlighedshistorier er noget, jeg har researchet på. Jeg hører jo til dem, der tror, at kærligheden er kommet for at blive. Og jeg har sådan set selv været igennem alle tre faser. Både ungdomskærligheden, midtvejskrisen og så det ældre ægtepar, som jo også har deres trakasserier. Selve formen, det kakofoniske, det har jeg faktisk drømt om at lave længe, og det tror jeg også, jeg laver i de næste 10 film."

Filmen handler jo om Ernst, en stædig, indadvendt svineavler, der bærer på den største hemmelighed af dem alle sammen. Han fejrer sit 50 år lange ægteskab med Louise, en handlekraftig, udadvendt kvinde. Efterhånden som skåltaler og festsange bliver afviklet, kommer mere og mere for dagen. Jeg tænker, at det er et meget bevidst valg, at den foregår på landet, hvor alt jo tilsyneladende er idyllisk og fredeligt, men hvilke tanker lagde du egentlig i dit valg af location?

"Folk uden for København trænger til nogle måske lidt anderledes film end Morten Korch. Med al respekt for Badehotellet, som jo faktisk er udmærket, så er det sgu altid københavnere, der flytter ind på det badehotel. Nu nævnte jeg før, at jeg er kommet på landet i 40 år, og jeg er kommet til at holde voldsomt meget af den store bekendtskabskreds, jeg har dernede. Den ville jeg gerne portrættere. Jeg synes sådan set, at folk udenfor storbyen trænger til nogle fester og nogle film og noget attention. Otte ud af 10 film foregår jo i storbyerne. Derfor skulle jeg ud på landet - og så kan jeg godt lide at være der."

Et perfekt manuskript

Mia, kan du ikke starte med at fortælle lidt om Lis, den rolle, du spiller?

"Lis har haft en børnetøjsbutik. Hun er gift med Ernst og Louises søn, og de har en søn sammen. Hendes butik er gået nedenom og hjem..."

"... det er fuldstændig rigtigt, og det er en hemmelighed, publikum ikke opdager," indskyder instruktøren.

Hun har det ikke superfedt til den her fest. Af grunde, vi ikke skal afsløre her, men hvordan er det at spille et menneske, der har det så dårligt, både fysisk og følelsesmæssigt?

"Da jeg læste manuskriptet... nu kommer der lidt ros, Søren. Det er sjældent, at jeg får et manuskript, hvor jeg ikke ændrer replikkerne lidt, skriver dem lidt om, retter i det. Da jeg læste det her manuskript, så havde jeg det sådan, der er jo ikke noget, der skal laves om. For jeg syntes virkelig, det var et godt manuskript."

Så du havde ikke skrevet noget ude i margen?

"Nej, og det plejer jeg altså at gøre. Virkelig meget faktisk. Så det siger noget om, hvad jeg synes om det her manuskript. Og jeg synes også, det var en fed udfordring med hende her Lis."'

Hvorfor?

"Fordi det ikke er så letbenet, som jeg måske nogle gange plejer at få. Jeg var virkelig glad for at skulle noget lidt andet."

"Må jeg ikke komme med en kommentar her," spørger Søren Kragh Jacobsen og får selvfølgelig lov.

"Jeg har prøvefilmet 20 forskellige skuespillere, der skulle spille det, som Mia har spillet. Og der var ingen, der bare nåede i nærheden af hende. Og nu har du jo næsten sagt, at Mia bliver fuld i filmen. Jeg tænkte, at det havde hun virkelig øvet sig på, men det havde hun overhovedet ikke. Inden første møde, jeg havde med Mia, og det holdt jeg virkelig meget af, der skrev Mia til mig, 'tror du ikke, jeg skal øve mig med at købe en flaske vin'. Og det er det eneste, der irriterer mig. Selvfølgelig skulle vi have købt to flasker vin og øvet os."

Mia, vi skal ikke afsløre for meget, men du holder en ret vild tale i filmen. Et key moment i filmen, tror jeg godt, man kan sige. Kan du sige lidt om, hvordan det var at indspille den scene?

"Det var svært. Det var ligesom den jeg havde, så det måtte godt gå nogenlunde. Der var jo ting og sager ved siden af, der distraherede lidt... det var sjovt. Og frygteligt."

Masser af nye sange

Søren, musikken spiller en ret central rolle i din film, især fordi guldbryllupsparrets søn, Lasse, jo er en del af bandet. Og så har du, den gode gamle sangskriver, fået chancen for at skrive nogle nye sange, hvordan var det?

"Det var fanme sjovt. Det må jeg have lov at sige. På et tidligt tidspunkt vidste jeg, at der skulle være sange i den her film, og der skulle være et orkester. Jeg har selv spillet dansemusik tilbage i 1970 i noget, der hed Niels Boels Kvartet, hvor jeg var i Svendborg i tre måneder. Og sang alt det, der nu skal synges. Også 'Lille sommerfugl'. Men jeg tænkte, at der skulle være originale sange i den her film. De lægger sig sådan kommenterende ind i handlingen. Det har været en fest at skrive dem. Nogle af dem har jeg skrevet med filmens komponist, Jacob Groth, som tilfældigvis også er min meget tætte ven. På vores premieredag i næste uge (torsdag, red.) kommer der en cd og en lp med 12 sange med filmens orkester."

Skal du også ud og spille dem selv?

"Nej, det skal jeg ikke, den del af livet tror jeg er kørt."

Nej, nej, lyder det protesterende fra salen.

"Må jeg ikke sige noget om de sange," indskyder Mia Lyhne. "Der er så mange sange med i filmen. Da vi optog, spillede de dem jo også. Jeg synes, det gjorde noget ved at lave filmen, at de kørte så meget i baggrunden. Jeg havde hele tiden optur. Det er jo faktisk nogle gode sange, men på samme tid er det også så dansk, når det er værst. Undskyld, det mener jeg faktisk. På den måde rammer det så meget ned i danskheden og forsamlingshuse. Jeg har også, da jeg var lidt yngre, været ude og optræde til mange af sådan nogle fester i forsamlingshuse rundt omkring. Og det er sådan! Jeg har tænkt mange gange, det er simpelthen løgn det her, men det er Danmarks forsamlingshuse, når det er værst," siger hun og får atter hele salen til at grine.

Ung kærlighed på film

Søren, det er jo i høj grad de yngre familiemedlemmer, der forløser noget af det her drama, jeg talte om. Ligger der en hyldest til ungdommen i din film?

"Ikke bevidst, det synes jeg ikke. Eller jo. Da de sidste replikker blev skrevet til barnebarnet, der tror jeg nok, jeg tænkte, her har vi frelseren i den her film. Og så synes jeg, det er dejligt at lave ung kærlighed på film. Og finde det rigtige par. For der er jo ingen grund til at lave en kærlighedshistorie, hvis publikum ikke også forelsker sig lidt i dem. Det er noget, jeg virkelig har arbejdet med gennem årene. At prøve at raffinere mig ned til, hvem det skal være. Jeg synes, jeg var meget heldig og fandt et meget dejligt par her."

Der er virkelig mange fine skuespilpræstationer i din film, men jeg får da også lyst til at fremhæve den unge mand Sofus Rønnov, der spiller Christian, barnebarnet. Kan du prøve at sætte et par ord på hans rolle og betydning i filmen?

"Uden at røbe for meget, så har de tre kærlighedshistorier jo hver deres overskrift. Du kan sige, at med de unge, der handler det om, hvor de skal lægge deres loyalitet. Og med dem, som er midt i fyrrene, der er det jo midtvejskrisen, det handler om. Og endelig er der det gamle ægtepar, der har været sammen i 50 år, hvor det handler om fortrolighed og tillid. Det er de tre overskrifter for de tre par, og dem havde jeg med helt fra starten."

Det er 42 år siden, du sidst arbejdede sammen med Jesper Christensen, hvordan var det gensyn?

"Det er nu ikke helt 42 år siden. Det er rigtigt, at han var med i 'Vil du se min smukke navle' som en meget ung Jesper Christensen, men han spillede også en pænt stor rolle i 'Skyggen af Emma' fra 1988. Så jeg har kendt Jesper stort set det meste af livet. Jeg har aldrig mødt Jesper på gaden, hvor vi ikke er gået ind for at drikke en kop kaffe. Det var ikke fremmed for mig. Jeg kendte til gengæld ikke Mia Lyhne, men det kom jeg til."

En lidt mærkelig tradition

Mia, hvad er det ved familiefesten som setup, som gør det til så godt et dramatisk stof? Hvad er det for nogle lag, man kan tage fat i som skuespiller, når man tager udgangspunkt i et festligt univers, hvor alt burde være godt?

"Jamen, det er vel egentlig som du siger. Alt burde være godt. Vi kender formlen. Så starter vi med forretten, og så ligger der bare så meget nede under og lurer. Alle har jo været til sådan nogle fester. Jeg synes, der er guf i sådan nogle fester. Med alt hvad det indebærer. Festsange, osv., det er jo en lidt mærkelig tradition vi har, med sådan et guldbryllup, hvis man kigger det efter i sømmene, hvad den her film jo gør. Noget af det, vi gør i Danmark, er altså lidt underligt..."

"Jeg vil godt have lov at udbringe en hyldest til de 65 statister på Fyn, der åd den samme middag 20 dage i træk," supplerer Søren Kragh-Jacobsen og får salen til at skraldgrine.

"Vi bag kameraet, og det gælder også Mia og resten af skuespillerne, vi var ikke specielt misundelige på dem, når den grå oksesteg blev båret ind for 420. gang," griner Søren Kragh-Jacobsen. "Men til gengæld har jeg aldrig arbejdet med statister, der var så ufatteligt gode og lykkelige at være sammen med. Det er første og eneste gang i min efterhånden lange tid i det her job, at jeg oplevede statister, der græd, da vi holdt op. Fordi så sjovt syntes de, det havde været."

Mia, jeg skal nå at spørge dig; hvordan har det været at arbejde sammen med Søren Kragh Jacobsen?

"Dårligt!

Publikum er atter flade af grin.

"Jeg har også haft det helt ad helvede til med Mia," svarer Søren Kragh-Jacobsen.

"Nej, jeg synes, det har været rigtig dejligt. Fordi jeg synes, han er et fantastisk menneske. Fordi jeg synes, han spreder... åh, nu bliver det så... åndssvagt. Men jeg mener det faktisk. Han spreder meget kærlighed, når han arbejder."

Hvad kendetegner ham som instruktør?

"Det samme."

"Mia, du får den rolle næste gang," indskyder Søren Kragh-Jacobsen.

"Han kendte sit stof så godt. Det er jo, fordi han selv har skrevet det, så derfor bliver man også tryg. Også fordi, han er så garvet."

Mange optagelser eller få optagelser?

"Ikke mange, lidt for få nogle gange, men det var også noget med, at vi skulle nå en masse. Der var som sagt 65 statister. Han havde lidt travlt."

Et stort maskineri?

"Ja, det må man sige."

"Der er nogle, der siger, at det er som at lægge skinner ud foran et eksprestog at lave en film. Jeg har sgu lagt mange skinner ud foran mange eksprestog, men ikke et, hvor der var så meget gang i spisevognen og så mange kulørte lamper ned langs gangene, også ned til sovevognen. Så det var på alle måder en rigtig stor fest, også for mig, at lave den her film. Jeg syntes, det var ligesom at tage opkvikkende medicin," siger Søren Kragh-Jacobsen.

En overbevist humanisme

Søren, jeg skal også lige nå at spørge dig. Dine film har jo altid en grundtone af noget tro, håb og kærlighed, men der viser sig også nogle rigtig grimme sider af menneskeheden i dine film, også i den her film, f.eks. intolerancen, hvad er det, du vil vise?

"Jeg går sådan set til mine film med en overbevist humanisme. Jeg synes, folk skal have noget med hjem at tænke over. Jeg har oplevet flere gange, at dem, som jeg arbejder sammen med, i virkeligheden tror, at jeg laver en meget sjovere film, end jeg i virkeligheden gør. Jeg har aldrig kunnet lave en komedie. Jeg har grinet meget af komedier og været fuld af beundring over dem, der virkelig kunne lave noget komedie, der var helt ude i hampen, ikke mindst masser af dem, Mia så smukt har medvirket i. Men det er ikke et hjørne, som jeg selv vil. Jeg har også en livsmelankoli et eller andet sted, som ligger i de film, jeg bevæger mig ud i. Og det tror jeg ikke, jeg kan løbe fra. Og det er der også i den her. Men der er i hvert fald et håb. Nu har jeg jo nået en alder, hvor jeg vil forsones. Så jeg synes også, der er meget forsoning i den her film. Har jeg ikke sagt det nu... Jeg er sgu virkelig glad for den selv."

På trods af de dystre sider, så strømmer der også en vilje til det gode igennem filmen, og du er jo også blevet kaldt dansk films store humanist. Er du i virkeligheden en stor romantiker?

"En kæmpe romantiker! Tag det helt roligt, det er jeg da. Hvem er ikke det? Det er vi vel alle sammen et eller andet sted. Jo, jeg er romantiker, jeg kan også godt lide positive slutninger på film. Det er jeg selvfølgelig kommet til at kunne lide endnu mere hen over årene."

Kan du på vej ud ad døren løfte sløret for dit næste projekt?

"Det vil jeg egentlig meget nødigt. Men jeg har i årevis drømt om at lave en historie om smørrebrød."

Masser af grin i salen.

"Det kan I sgu godt grine af. Men da jeg selv elsker smørrebrød og går på smørrebrødsrestauranter, så tror jeg min næste film kommer til at både hedde 'Smørrebrød' og handle om smørrebrød."

"Mere dansk," indskyder Mia Lyhne.