Kære Marie. Vi er en gruppe gamle venner, der har kendt hinanden (siden ungdommens år) og holdt sammen i alle år med kæmpe indsats fra alle for at holde på venskabet og møderne undtagen fra en!

I alle årene har han altid været den dovne, den nærige, den egoistiske! Aldrig gør han ekstra, aldrig giver han mere end det strengt nødvendige!

Vi fandt os i det, selvom vi andre var enige om, at det var lidt irriterende. Men vi/jeg prioriterede venskabet og så bort fra de andre ting trods et svigt af mig personligt i en privat situation!

Nu efter så mange år viser han tegn på demens, der skaber irritation, han ødelægger møderne og får mit humør til at dale betragteligt! Kunne det være rimeligt at bare droppe ham trods skyldfølelsen og den loyalitet, der altid har været mit motto i livet?

Bedste hilsener, den tvivlrådige

Svar fra Marie

Kære den tvivlrådige.

Sikke et dilemma! For det første er det dejligt at høre, at I holder sammen som gruppe og at alle de andre yder en kæmpe indsats. Det er unikt at finde sådan et fællesskab og især et, der varer hele livet, og derfor bliver det endnu vigtigere at værne om det, I har.

Det bliver en 'pest eller kolera'-situation: Dropper du ham, strider det imod dine værdier, og du får skyldsfølelse, men gør du ingenting, vil han fortsat irritere dig/jer og risikere at ødelægge sammenholdet og det unikke fællesskab, I har.

Måske du allerede har gjort dette, men et første skridt kunne være at tage det op i gruppen uden ham - og høre hvad de andre tænker, man kunne gøre? Det lyder til, at de andre også holder af ham, og måske der er veje at gå, som hverken du eller jeg har tænkt på.

Én vej kunne være at knokle lidt med, hvordan I udholder eller skruer ned for jeres irritation, så han får lov til at fylde mindre inden i jer. Men jeg forestiller mig også, at du/I har forsøgt dette, siden du netop skriver.

Livet er for kort til at have én i gruppen, som skaber så meget irritation. For at svare direkte på dit spørgsmål, så synes jeg, det er rimeligt, at I dropper ham - men kun hvis du/I har givet ham mulighed for at gøre det bedre.

Derfor bør du først og fremmest tage en snak med ham og dele alle dine mellemregninger. Fortælle ham alt det, du skrev til mig (pakket ind på en pæn måde, så "doven" bliver "lidt doven", osv.). Alle fortjener en chance til, og han ved måske ikke, hvad han skal gøre for ikke at være så irriterende. Sig det ærligt-kærligt.

Måske han bliver sur og ikke vil se jer mere, men så er der ikke mere, du kan gøre, og hvis budskabet blev leveret med kærlighed, så bør du ikke rammes af skyldsfølelse.

Tværtimod kan du holde fast i din værdi om loyalitet, for den indebærer også, at man er ærlig. Et andet scenarie er, at han ikke forstår budskabet og fortsætter sin ageren til jeres fortsatte irritation. Så har du stadig muligheden for at droppe ham, og det kan du blive nødt til i sidste indstans.

I bedste fald opper han sig og kan fortsætte i gruppen på en måde, så det hverken går ud over ham eller jer. Hvis han er sådan sammen med jer, er han det nok også i andre arenaer i sit liv, og derfor vil jeg mene, at du ligefrem vil gøre ham en tjeneste ved at være et ærligt spejl.

At være loyal betyder, at man viser fuld støtte eller troskab. Men husk, at din værdi om loyalitet gælder for dig selv, som den gælder for andre. Det vil sige, at du også skal vise fuld støtte og troskab til dig selv. Og derfor er det nødvendigt at få snakket med ham om det og i sidste ende måske droppe ham, så du også kan vise støtte og være tro mod dig selv og mod resten af gruppen.

Kærlig hilsen Marie

link