Søren Lerche så forundret ud, da han mandag eftermiddag mødte op i Royal Stage til hvad han troede var et fondsmøde med multihallens direktør, Carsten Larsen. I stedet blev han mødt af en lille gruppe mennesker, der overraskede ham med titlen som Årets Hillerødborger 2020.
Søren Lerche er en, der gør sig bemærket i Hillerød. Han er leder og formand for Street-Lab, der på 4,5 år er vokset og tiltrækker flere og flere børn og unge, der har lyst til at stå på skateboard, cykle, rulle på rulleskøfter og meget mere. Han står bag succesen med fællesspisning på Hillerød Bibliotek, og han er medstifter af Den Sociokulturelle Landsby, hvor en lang række sociale og kulturelle initiativer, frivillige og private virksomheder sammen med Hillerød Kommune skaber aktiviteter sammen til gavn for borgerne. Derudover underviser han på Grundtvigs Højskole i noget så forskelligt som at gøre en forskel, radikalisering og bandekriminalitet.
- Du er en, der bare kæmper hele tiden, du ser ikke begrænsninger, og du har sat en masse ting i gang. Det er det, der er kendetegnet ved Årets Hillerødborger, at det er en borger, der har været med til at sætte overliggeren højere, sagde Carsten Larsen blandt andet i sin tale.
- Du har et gå-på-mod, du er supergod til at se, at en lille ting kan blive til noget kæmpestort, og du kan faktisk lave det hurtigere end jeg kan, sagde Carsten Larsen med et skævt smil.
En dejlig ånd at arbejde i
Søren Lerche, der i 2017 modtog Hillerød Kommunes Frivillig-Socialpris, var glad og overrasket over hæderen.
- Det her ville ikke kunne lade sig gøre uden alle dem, der hjælper med at gøre byen bedre. Graffitivæggen (ved Hillerød Tennishal, red.) lykkedes på tre dage, fordi Carsten er hurtig, Svenn fra SSP er hurtig, og det er forvaltningen også. Noget som de har kæmpet for i to år i Roskilde, kan lade sig gøre på tre dage, fordi der er nogle, som gerne vil hinanden, og som vil samarbejde. Den ånd er virkelig dejlig at arbejde i, sagde Søren Lerche.
Sjette gang pris uddeles
Det er Hillerød Posten, der sammen med DanBolig Hillerød, Nordea Hillerød og Royal Stage kårer Årets Hillerødborger. Juryen består af redaktør Martin Warming, borgmester Kirsten Jensen, direktør i Royal Stage Carsten Larsen og erhvervskundedirektør i Nordea Jan Nielsen. Med prisen følger 10.000 kroner, som skal doneres til en organisation eller forening efter eget valg.
Tidligere har museumsdirektør på Det Nationalhistoriske Museum Mette Skougaard, lejrchef på Hillerød Camping Annette Quist, direktør i C4 Erik Helmer Pedersen, formand for Klub Frivillig i Skævinge Lasse Petersen og tidligere kulturdirektør Leo Knudsen, modtaget prisen.