"Den slags har jeg da overhovedet ikke styr på!", lød det fra en glædestrålende og meget overrasket Tina Vesterholm - indehaver af Albertslund Ur & Guld Center - da hun tirsdag blev overrasket i butikken på sin 25 års jubilæumsdag.
Kollegerne, familien og de tidligere ejere Hanne og Ove Andersen havde dog ikke glemt jubilæumsdagen. I hemmelighed havde de planlagt at overraske Tina i butikken, vel vidende, at meget har Tina styr på. Men ikke sit eget jubilæum! "Det har været svært at skulle gå og holde det hemmeligt". Lød det fra en af kollegerne.
"De 25 år er bare gået så hurtigt", sagde Tina, mens Hanne tilføjede: "Tina var noget mindre kry, da hun startede hos os for 25 år siden. Der krøb hun nærmest langs panelerne!".
Tina Vesterholm overtog Ur & Guld 1. juni 2016, da Hanne og Ove besluttede sig for at trække sig tilbage. Ove kommer dog stadig regelmæssigt i butikken for at reparere ure.
Efter overraskelsen var der morgenkaffe i baglokalet.