Klima-gys og gru: Forladt militærlejr åbner for en dyster fremtid

'2040 - We Didn't Make It' er tema i efterårsferien i den forladte militærlejr ved Frederiksværk

'2040 - We Didn't Make It' er tema i efterårsferien i den forladte militærlejr ved Frederiksværk

Der skrues op for dystre fremtidsscenarier, når Naturlejr Auderød i efterårsferien lancerer '2040 - We Didn't Make It' i den tidligere søværnskaserne.

For hvad sker der med vores jord? Hvad hvis vi ikke når 2030-målet? Med dystre udsigter i horisonten bydes fra den 8. oktober inden for med rundture i de forladte militærbygninger, hvor der efter mørkets frembrud fortælles historien om en verden, der er blevet forladt men som måske har fået nye beboere.

Området er i gang med at blive omdannet til klimacenter med fokus på bæredygtigt liv, men det er allerede eftertragtet for fans af forladte steder, og derfor skaber folkene bag Naturlejr Auderød nu en mørk og skræmmende tur rundt i det, der i 50 år var træningslejr for det danske søværn.

Turene viser et sted, der er blevet forladt i al hast, hvor der er kaffesjatter i kopperne og der stadig kommer pludselige glimt fra kontorernes computerskærme.

"Det er Naturlejr Auderøds bud på, hvordan vi risikerer at kloden kommer til at se ud om 20 år. Vi har virkelig skruet op for uhyggen og leget med effekterne, så folks fantasi kan få frit løb. Det er selvfølgelig først og fremmest en spændende oplevelse for store børn og voksne, der kan lide forladte steder og et godt gys. Men vores mål er at sætte tankerne i gang om, hvordan verden vil se ud, hvis vi ikke ændrer adfærd. Klimakrisen er alvor, og vi risikerer en fremtid, hvor vi må forlade vores hjem i al hast, fortæller lejrens medejer Sigurd von Bülow.

"Hallo, er her nogen?"

Besøg på forladte steder er et verdensomspændende fænomen, og den tidligere Auderødlejren er ingen undtagelse. Mens Naturlejr Auderød bliver omdannet til klimacenter står de gamle militærbygninger stadig som et levende museum, og et af de gruopvækkende steder er underjordiske gange til et atomsikkert beskyttelsesrum fra den kolde krigs tid.

Inden Naturlejren åbnede for besøgende i sommeren 2020 måtte politiet flere gange anholde unge, der forsøgte at trænge ind i bygningerne.

Især lejrens forladte svømmehal, der har været benyttet som kulisse i Netflix-serien The Rain, er et trækplaster. Men nu er det altså ikke længere nødvendigt at bryde ind i Auderødlejren for at opleve uhyggen: Temaet handler om at vise, at der skal ske noget drastisk, hvis vi ikke vil ende her om 20 år. Vi fremstiller et skrækscenarie, som forhåbentlig kan skubbe til debatten og motivere til handling på klimaet og klodens vegne gennem en oplevelse i nogle kulisser, som ikke findes andre steder.

Der er masser af håndsprit til gæsterne, der sendes afsted i grupper på max 25 personer ad gangen efter myndighedernes anbefalinger.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...