Det var i strålende solskin, at Hendes Majestæt Dronningen ankom til Sagnlandet Lejre for at indvie Kongehallen og tog plads i den til dagen opstillede pavillon foran den mægtige hal.
Hallen, der er 61 meter lang og 12 meter bred, er en genskabelse af Danmarks største vinkingehal. Den er en del af projektet Sagnkongernes Verden, som genskaber et historisk miljø fra en tid, hvor Danmark var ved at blive til "Danmark", og i et område, hvor Danmarks første kongeslægt ifølge sagnhistorien holdt til i 700-tallet.
Blandt deltagerne ved indvielsen var der stor begejstring at spore.
"Det er en af de største glæder at kunne byde velkommen her i dag," lød det fra Sagnlandets bestyrelsesformand Kristian Kristiansen.
Han påpegede, at mens man plejer at kalde Jelling for Danmarks dåbsattest, så burde man retteligt kalde Lejre for Danmarks fødselsattest. For "drømmen om et rige begynder i Lejre og sluttes i Jelling."
To fonde har gjort det muligt at realisere projektet, der i alt beløber sig til 76 millioner kroner. Det er A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Augustinus Fonden.
Bestyrelsesformand for førstnævnte, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, var også tydeligt begejstret.
"I dag kan man tillade sig en smule national stolthed. Resultatet er vellykket og ganske bjergtagende," sagde hun.
Dronningen, som er protektor for Sagnlandet Lejre, gav udtryk for, at hun længe havde set frem til dagen og til at overrække en særlig pris.
"Det er mig en stor glæde at kunne overrække Amalienborgprisen og den tilhørende medalje," sagde Hendes Majestæt og overrakte derefter Amalienborgprisen og Amalienborgmedaljen til Sagnlandets direktør Lars Holten.
Pris og medalje gives som en påskønnelse af genskabelsen og formidlingen af Kongehallen. Med prisen følger 300.000 kroner.
Lars Holten takkede for den fornemme og meget tunge medalje, og derudover blev også alle de "gæve medbyggere" takket.
"Man kan ikke takke for meget på sådan en dag. Det er en forenet kraftpræstation, vi ser i dette bygningsværk, og håndværk af meget høj kvalitet og med dyb respekt for håndværkstraditioner."
Efter talerækken var det Dronningens tur til at klippe det røde bånd, men på ægte vikingemaner måtte hun hugge båndet over med et enægget sværd, en såkaldt sax.
Herefter var vejen banet for en rundvisning inde i hallen, som er smukt indrettet med møbler, våben, dragter og billedskærerarbejder. Midt i gulvet er et bålsted, hvor ilden dog på indvielsesdagen var skiftet ud med orange elektrisk lys, der gjorde det ud for ild, for at undgå alt for høje temperaturer indenfor.
Dronningen og de øvrige gæster blev herefter bænket - Dronningen på en af hæderspladserne - og fik bl.a. besøg af en vølve, som fortalte sagnet om Gefion.
Da direktøren til sidst sagde farvel og tak til de inviterede gæster, åbnede Kongehallen for alle øvrige interesserede. Det er nu muligt selv at lægge vejen forbi og se den historiske bygning. Dog kræver det i øjeblikket pladsbillet at komme ind i Kongehallen. Pladsbilletten er gratis, når entreen er betalt.