Nu kan de kvalitetsbevidste fiskespisere godt glæde sig. Holte Fiskehandel har nemlig fået ny indehaver, og den ny fiskedame i Holte, Jette Larsen, er skrivende stund i fuld gang med de allersidste forberedelser, inden hun denne torsdag igen åbner fiskebutikken - nu under det ny navn "Jette's Fisk."
Der er gennem mange år blevet langet mange fisk over disken i den lille forretning på Kongevejen, og det er Jette Larsen godt klar over.
"Det har været en populær forretning i rigtig mange år, så der er noget at leve op til. Jeg håber at se mange af de trofaste kunder i butikken," siger Jette Larsen, som mange læsere givetvis vil kende fra sine mange år bag disken i Birkerød Fiskehus, som hun drev med sin eksmand.
Siden har hun solgt fisk et par år i Rungsted, men nu er hun tilbage i Rudersdal. Og kodeordet er det samme som altid, siger Jette Larsen:
"Vi skal sælge frisk god fisk med højt humør, og alt kan bestilles."
Hun slår sig iøvrigt op på fiskeanretninger, menuer og ekstraordinær kundeservice.
Jette's Fisk ligger på Kongevejen 331a, og slog dørene op for første gang torsdag 20. februar.
