85-årige Arne passer på: Corona kan slå mig ihjel

Støvmasken, handskerne og forholdsreglerne er på plads. Arne Johansen overlader intet til tilfældighederne på hans første indkøbstur i en uge. Normalt handler han ind til et par dage ad gangen, men i disse coronatider forsøger han at handle, så han kan blive derhjemme så lang tid som muligt.

Det er nemlig ikke mere end halvanden måned siden, at han blev udskrevet fra Rigshospitalet efter at have gennemgået sin syvende hjerteoperation. Hans kranspulsårer var kalket til, og for at kunne overleve krævede det flere operationer af både fire og fem timers varighed. Så ikke nok med, at han er en del af den ældre befolkning, så er han også hjertepatient og dermed ekstra udsat.

- Jeg har ladet mig fortælle, at jeg dør, hvis coronavirussen rammer mig, siger han.

Derfor gør han alt for at undgå, at virussen kan finde vej til hans indre.

Heldigvis skal der en del til at tage modet fra Arne Johansen. Han føler sig frisk og rask men har selvfølgelig respekt for situationen.

Og selvom hans genoptræningshold er aflyst, afholder det ham ikke fra at holde sig igang med de remedier, han har derhjemme. Det er nemlig godt for hans kredsløb, at han holder sig i gang.

- Jeg har heldigvis en motionscykel, som jeg bruger, og så øver jeg mig på min harmonika, siger han og smiler.

Tiden med coronavirus i Danmark er formentlig ikke slut lige foreløbig, og derfor er Arne Johansen også forberedt på at skulle bære maske og handsker, næste gang han bevæger sig ud.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...