Bestyrelserne fra færgeselskaberne Grenå Hundested Færgefart A/S og Juelsminde Kalundborg Linien A/S, som i mange år havde haft et udmærket driftsamarbejde, besluttede at sammenlægge de to selskaber, og det nye selskab kom fra den 1. januar 1970 til at hedde Jydsk Færgefart A/S. Samtidig med sammenlægningen fik det nye selskab nyt logo og færgerne fik nyt »JF« skorstensmærke.
Der var for mange færger på ruten mellem Juelsminde og Kalundborg, og i 1971 blev M/F Kalle taget ud af drift og oplagt i Kalundborg. Den blev senere solgt til Dampskibsselskabet på Bornholm og fik navnet M/F Rotna.
Året efter i 1972, i 10 året for JKLs oprettelse, blev rutens første færge, M/F Julle, solgt til et rederi i Marokko.
Den 15 juli 1973 overtog Jydsk Færgefart A/S et svensk rederis kontrakt på bygning og levering af to færger til Grenå Hundested ruten.
Senere blev det besluttet, at den ene af færgerne skulle sejle på Juelsminde Kalundborg ruten under navnet M/F Kalle III. Færgen blev leveret den 18. december 1974 og sejlede sin første tur til Juelsminde med afgang fra Kalundborg den 21. december 1974 kl. 17.30.
Der var i flere år underskud i Jydsk Færgefart A/S, og den 13. oktober 1977 meddelte bestyrelsen, at man ville lukke Juelsminde Kalundborg Linien den 1. april 1978. Denne afgørelse blev ændret til ved udgangen af 1978, og senere blev lukningen igen ændret til 1979 og 1980, men den 5. november 1980 besluttede en enig bestyrelse i Jydsk Færgefart A/S at nedlægge Juelsminde Kalundborg Linien med udgangen af 1980.
Niels A. Jensen
Kalundborg Lokalarkiv