De 700 kvadratmeter, som swingerklubben Swingland i Ishøj råder over, har siden midten af marts stået tomme hen på grund af coronaepidemien. I lørdags åbnede ejer Dan Jensen igen dørene til de voksnes legeplads som landets første swingerklub, skriver eb.dk.
Klubben fulgte en række nye retningslinjer, hvor der maksimalt måtte være 50 mennesker i klubben, og de lukkede klokken 24. Dog er det umuligt ifølge Dan Jensen at holde meters afstand i klubben, og derfor føler han ikke selv, at de burde holde åbent. De føler bare ikke, at de har andet valg.
- Vi får ikke længere dækket vores husleje. Uden den støtte kan vi ikke blive ved med at holde lukket. Derfor føler vi os tvunget til at åbne igen, siger swingerklubejer Dan Jensen til eb.dk.
Grønt lys
På hjemmesiden swingland.dk har Dan Jensen og Birgitte Byrgesen, som er den anden ejer af klubben, skrevet en meddelelse til deres medlemmer og brugere, efter andre swingerklubber i landet har udtrykt utilfredshed med åbningen.
Her forklarer ejerne, at de fredagen den 19. juni fik at vide, at de ikke længere var berettiget til hjælpepakker. Derfor gik de i gang med at undersøge reglerne på området. Både politiet og erhvervsministeriet gav grønt lys for en genåbning.
- Lørdag kontakter vi igen politiet for at være sikre på, at det stadig var det, der var det rigtige, og vi kunne gennemgå retningslinjerne for at holde åbent, dette fik vi bekræftet igen, skriver de.
Ifølge eb.dk hører flere af landets swingerklubber ind under kategorien "natklubber", og kan derfor først åbne i fase fire, som tidsmæssigt endnu ikke er fastlagt. Swingland derimod hører ind under "idræts- og fritidsaktiviteter", som genåbnede 8. juni. Klubberne udtrykker bekymring for, at hvis det går galt på Swingland, vil der gå endnu længere tid, før de øvrige klubber kan åbne.
- Vi vil de næste par dage overveje, hvordan og hvorledes vi fremadrettet kan holde åbent, skriver Dan Jensen og Birgitte Byrgesen til slut i meddelelsen på swingland.dk.