Brødre puster nyt liv i legendarisk kro

Det, der startede med åbningen af Mulligans på Hestetorvet i Roskilde i 2013, har vist sig at være et særdeles bæredygtigt koncept - så bæredygtigt, at brødrene bag, Peder og Kristian Blak fra Roskilde, nu er i færd med at åbne sin 23. irske pub i Danmark i et af landets mest kendte forlystelsessteder.

Det er Damhuskroen på Roskildevej i Rødovre, som brødrene er ved at sætte i stand, og som bliver åbnet engang efter sommerferien. Det er næsten 250 år siden, stedet fik sin første bevilling, og de sidste årtier har det især været kendt for sine enkeballer.

- Det er fantastisk at overtage et sted med sådan en historie, siger Peder Blak.

Samlingspunkt har manglet

Han tilføjer, at historien har spillet ind i overvejelserne om at overtage stedet, men at det helt afgørende har været placeringen, som giver en pub dér et stort potentiale.

Efter hans mening mangler der nemlig et samlingspunkt i den vestlige del af hovedstaden.

- Min bror og jeg er jo blot to gutter fra Roskilde, der har fået en god idé. Vi har altid haft vores udgangspunkt i det lokale sammenhold, og det har vi taget med os. Det er uden tvivl en af hjørnestenene i vores succes, siger Peder Blak.

Hastig vækst

The Old Irish Pub-koncernen har oplevet en hastig ekspansion, ikke kun i Danmark, hvor hovedsædet flyttede fra Roskilde til København for et par år siden, men også i Norge og Finland.

I alt finder man The Old Irish Pub 36 steder, og ambitionen er ifølge Berlingske Business at åbne mellem fem og otte nye pubber hvert år. Antallet af ansatte har krydset 1500, omsætningen nærmer sig 400 millioner kroner, og i det senest offentliggjorte regnskab var overskuddet i runde tal 18 millioner kroner.

Brødrene Blak har været driftige fra barnsben. Allerede som teenagere åbnede tvillingerne Peder og Kristian sammen med deres fem år ældre bror Magnus en internetcafe i Allehelgensgade, og siden har de også drevet virksomhed med fx salg af overvågningsudstyr. Forlystelsesbranchen kom de ind i, da de startede Inter-Pool og Mary's i Støden, lige som de har drevet cocktailbaren H3 og senere Dansebar på Hestetorvet.

Dom fik ingen betydning

Langtfra alt er lykkedes, og undervejs blev Peder Blak også idømt tre års konkurskarantæne, da han i slutningen af 2013 - ganske kort tid før Mary's Aps og Dansebaren gik konkurs - overførte værdier for over tre millioner kroner til The Old Irish Pub Sjælland Aps.

Det førte til, at Peder Blak, der var direktør i det konkursramte selskab, blev idømt tre års konkurskarantæne, der forhindrede ham i at lede virksomheder i tre år.

Dengang kommenterede han dommen og sagde, at han ikke regnede med, at den fik nogen betydning, og noget tyder på, at han fik ret. The Old Irish Pub buldrer i hvert fald derudad, efter sommerferien også på Damhuskroen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...