Unge Forskere 2020 blev den helt store triumf for Skt. Josefs Skole i Roskilde, hvis elever ryddede bordet i juniorrækken og vandt alle tre kategorier ved fredagens finale i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence.
For 14-årige Alexander Winkler fra Skt. Josefs Skole blev dagen endnu mere speciel, for ikke alene vandt han førstepræmien i physical science-kategorien, men endte også at blive den overordnede vinder af juniorrækken og fik titlen Årets Unge Forsker 2020 foran 187 andre junior-finalister fra hele Danmark.
Finalen skulle have været holdt i København, men blev på grund af coronasituationen i stedet afviklet virtuelt, så Alexander Winkler sad hjemme foran sin computer, da han modtog prisen.
- Det gik godt i juryrunderne, så jeg havde en forventning om, at jeg nok ville vinde et eller andet, men jeg blev lidt overrasket, da de sagde, at jeg havde vundet hovedprisen, siger han.
Testede violiner
Alexander Winkler fik hovedprisen for sin forskning i violinens lyd, hvor han har undersøgt, hvordan små, præcise ændringer kan få billige violiner til at lyde lige så godt som de meget dyrere violiner.
Han spiller selv violin og blev inspireret, fordi han efter eget udsagn selv »har døjet med dårlige violiner«.
- Min første violin var en billig kinesisk til 1000 kroner. Siden prøvede jeg dyrere violiner og oplevede, hvor meget bedre det var, siger Alexander Winkler, som også kan spille klaver og trompet.
Han lagde ud med at tage ind til en violinforretning i København, hvor han testede lydspektret i 10 forskellige violiner fra de helt billige modeller til den dyreste.
- Jeg kiggede også på Stradivarius, og hvad det er, der gør dem så gode. Ud fra det lavede jeg en produktionsprotokol og gik i gang med at bygge en violin fra bunden, fortæller han.
Det indebar blandt andet, at han afprøvede lakopskrifter med forskellige pigmenter og graduerede tykkelsen på top- og bagplade af violinen. Det lykkedes ham at bygge en billig violin om, så han kunne måle samme høje kvalitet som i en kostbar violin til 100.000 kroner.
Hjælp til unge musikere
Juryen, som har bedømt Alexander Winklers projekt, er begejstrede for, at det i år er et projekt med et kulturelt og æstetisk islæt, som vinder Unge Forsker-konkurrencen.
»Din store viden om fysik sætter dig i stand til at måle violiners kvalitet. Med et computerprogram som redskab og dine fine håndværksmæssige evner kan du forbedre kvaliteten af en dårlig violin. Tænk, hvis unge violinspillere kan få adgang til et instrument som er i verdensklasse, men til en overkommelig pris - det vil være en fantastisk gave, som forhåbentlig vil højne unges interesse for dette særlige instrument,« hedder det fra juryen.
Med prisen som Årets Unge Forsker modtager Alexander Winkler også 25.000 kroner.
