Morild udstiller på havnen i Nykøbing

Mange kunstnere har fået travlt i de seneste uger, efter at det stod klart, at der alligevel blev mulighed for at arrangere udstillinger hen over sommeren. Kunstnergruppen Morild har derfor vanen tro sommerudstilling i Den Grønne Hal på havnen i Nykøbing. De 11 faste medlemmer viser deres værker frem på den censurerede udstilling sammen med seks gæsteudstillere.

- Her er noget for enhver smag. Maleri, akvarel, fotografi, keramik og stentøj, siger en af Morild-kunstnerne, Anders Schrøder, som selv har en væg med figurative malerier.

Han har været medlem af Morild siden 2008.

- Det er dejligt at kunne vise noget frem sammen med andre. Her på havnen kan vi give en oplevelse til turister og fastboende, ikke mindst i disse corona-tider, siger Anders Schrøder.

Kunstnergruppen lægger stor vægt på, at udstillingen er flot og æstetisk indbydende.

- Det må ikke være en stor rodebutik. En gruppe har udvalgt, hvad der skal hænge på væggene, så vi sikrer, at der er sammenhæng i udstillingen, siger Anders Schrøder.

Udstillingen kan ses hver dag kl. 11-17 frem til den 22. august.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...