Lokalt firma ekspanderer trods corona

Tømmergården ApS på Sneserevej 2 i Bårse havde for halvandet år siden 11-12 medarbejdere. I dag har virksomheden 32 medarbejdere og skal bruge flere folk.

Det er den positive og spændende historie om firmaet, som indehaves af Tonny Pedersen.

Tømmergården blev etableret af Tonny Pedersens oldefar Niels Peter Pedersen i 1907.

Tonny Pedersen kom med i virksomheden i 1997 og overtog den fra sin far Allan Pedersen i år 2000.

- Fra jeg overtog virksomheden har der naturligvis været op- og nedture, men især det seneste halvandet års tid er det gået fremad og vi har ekspanderet. For halvandet år siden ansatte jeg Ulrik Friis som projektleder for bedre at kunne strukturere og styre de forskellige pladser vi arbejder på. Ulrik har formået at sætte tingene i system, og det har været med til at få virksomheden hen, hvor den er i dag, fortæller han.

- Jeg har kendt Tonny i 20 år og Tømmergården har været en ejerledet tømmervirksomhed, hvor de faglige kompetencer er i top. Det med at få tingene strømlinet og effektueret var måske et lidt svagt punkt. Tonny og jeg talte så sammen om at få min funktion prøvet af. Da jeg blev ansat for halvandet år var der 11-12 medarbejdere og i dag er vi 32. I dag er virksomheden delt op, så Tonny har al den indledende kundekontakt, tilbudsberegning og lignende. Jeg tager mig så af alt det andet, og Tonnys kone Lea tager sig af bogholderiet, siger Ulrik Friis.

Vinduer og isolering

Tømmergården arbejder med alt indenfor byggeri.

Virksomheden klarer de mindre lokale opgaver med renovering af vinduer og lignende, men omkring 80 procent af opgaverne er store entrepriser for private, især i Storkøbenhavn.

- En anden stor del af forretningen er blæseisolering og anden isolering. Vi er certificeret i isolering med papir- og mineraluld. I forhold til dette er vi en af de største virksomheder på Sjælland, og vi har de største anlæg. Vi har to store lastbiler, som kører rundt og blæser isolering ind på tage og i hulmure, fortæller Tonny Pedersen.

- Derudover har vi en specialiseret del med skimmelsanering og miljøsanering af blandt andet asbest og pcb. 50 procent af vore medarbejdere er uddannet skimmelsanitører. Vi har specialanlæg til afrensning af alle former for skimmel samt måleudstyr til egenkontrol. I forhold til sanering af skimmel har der desværre været lavet en række byggefejl for ni-10 år siden, og det kører vi så ud og får styr på, tilføjer Ulrik Friis.

Godt igennem corona

Tømmergården er kommet vældig godt ud af corona-krisen.

- Der har selvfølgelig været nogle steder, hvor vi ikke har kunnet komme ind og arbejde, men det er småting. Derudover har vi selvfølgelige fulgt de gældende regler med afspritning og der har maksimalt været fire medarbejdere per plads. Det har været praktiske problemer. Corona-pandemien i sig selv har ikke gjort vores forretning dårligere, tværtimod, siger Tonny Pedersen

- Der er nogle få projekter, som er blevet udsat, fordi der er nogle, som har haft lidt udfordringer med økonomien, men de kommer i gang igen, tilføjer Tonny Pedersen.

- Vi har så meget at lave, at vi ikke kan tage større opgaver ind i efteråret og ved at planlægge det sene efterår og vinterens opgaver. Det korte ad det lange er, at vi regner med at være cirka 40 medarbejdere næste år, og vi kommer også til at bruge en mere på kontoret, suger han.

Bårse ligger centralt

Tømmergården har haft til huse i Bårse siden 2012.

- Vi flyttede til Bårse af logistiske årsager. Vi ligger perfekt her, fordi der er gode tilkørselsforhold og det ligger centralt i forhold til Præstø og nord på. Vi har en del arbejde i byen med skole og børnehave og vi skal i gang med at opføre udsigtstårnet og andre ting i det store projekt med det rekreative område ved Bårse Søerne. Vi er meget glade for at være i Bårse, siger Tonny Pedersen.

- Vi har købt to industrigrunde i den anden ende af Bårse tæt på motorvejen, hvor det er planen, at vi skal have alt vores grej i form af skurvogne og biler stående, Vi er nødt til at have en koldhal, og det er planen, at den skal opføres på grundene. Der er simpelthen ikke plads på vores grund her på Sneserevej, selvom vi ikke har noget stående på lager og næsten ingen produktion. Fremtiden ser lys ud for virksomheden, og vi får brug for flere tømrersvende, tilføjer han med optimisme i stemmen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...