"Vi gør det grundigt nok en gang - vi spritter af og vasker hænder. Og holder afstand dagen lang - for at passe på os selv og dem vi kender."
De yngste skolebørn er tilbage til en ny og anderledes hverdag på Rudersdals skoler. Og det er vigtigt at vaske hænder grundigt og ofte.
Derfor fik skoleleder på Birkerød Skole, Heidi Munch Jacobsen forleden en lys idé:
"Det er måske meget sjovt at vaske hænder nu, men det synes børnene sikkert ikke om en uge. Det kunne jeg godt se, og så tænkte jeg, at vi blev nødt til at gøre et eller andet for at motivere børnene. Så tænkte jeg, at en sang med et omkvæd man kan synge med på, kunne være sjov," siger Heidi Munch Jacobsen.
Grandprix-vinder på lærerværelset
Det er dog ikke bare lige sådan at skrive, indspille og producere en sang i løbet af et par dage, men på Birkerød Skole er de så privilgerede, at der sidder et par rigtigt dygtige musiklærere på lærerværelset. Specielt når den ene af dem hedder Søren Poppe - tidligere vinder af Dansk Melodi Grandprix og hitmager med Rollo og King.
"Vi er simpelthen så heldige, at Søren Poppe, som mange sikkert kender fra Melodi Grand Prix, er lærer på vores skole. Og derfor spurgte jeg ham og Claus, som også er musiklærer på skolen, om de kunne hjælpe. I løbet af to dage har de så skrevet og produceret den, og så har vi optaget en video med optagelser fra de første dage tilbage," fortæller Heidi Munch Jacobsen.
Det er gået stærkt, men det skulle det også:
"Vi startede på sangen for to dage siden, tror jeg. Jeg sagde til Søren og Claus, at hvis det skal være sjovt, så skal det være lige nu, hvor det hele er nyt med at vaske hænder. Vi har bare arbejdet hurtigt," siger hun.
Hun understreger, at sangen er henvendt til alle børnene i Rudersdal - og i går onsdag blev den lagt på youtube og sendt til forældre og lærere, så alle børn (og voksne) kan synge med og huske at vaske hænderne.
Vaskehænder-sang Se og hør sangen her
