Med Klik & Hent ønsker IKEA at gøre det langt nemmere for kunder at bestille online og få leveret møbler og boligtilbehør tættere på deres bopæl.
Nu er der godt nyt til de mange sjællændere, der har langt til varehuset i Taastrup, for med introduktionen af en ny Klik & Hent-service med 37 afhentningssteder over hele landet, herunder seks på Sjælland, bliver det nu nemmere at få fingrene i varer bestilt på IKEA.dk.
Det skriver IKEA i en pressemeddelelse.
- I IKEA Taastrup har vi kunder fra det meste af Sjælland, men turen hertil er lang for mange. Derfor glæder jeg mig over, at vi nu kan imødekomme kunderne med de nye, lokale afhentningssteder, der gør det langt nemmere at være kunde hos IKEA, siger varehuschef i IKEA Taastrup, Mads Satsman-Nørhede.
Hent varerne på p-pladsen
Med den nye service kan man på udvalgte tidspunkter hente sine IKEA varer direkte ud af fragtbilen på parkeringspladser i Borrevejle, på Skovvejen mellem Knabstrup og Regstrup, i Ejby ved Køge, ved Mogenstrup syd for Næstved, i Slagelse og i Ringsted.
- De seks afhentningssteder ligger godt placeret og er nemme at komme til. Vi har allieret os med SPAR og Goon og benytter deres parkeringspladser, når fragtbilen fra IKEA kommer forbi. Jeg har store forventninger til den nye service og håber, mange kunder får glæde af, at IKEA nu kommer tættere på, siger Mads Satsman-Nørhede.
Den nye service, som kaldes Klik & Hent, er et supplement til Her & Nu-levering, som IKEA introducerede i efteråret 2019, hvor kunder kan bestille og samme dag få leveret større ordrer til hjemmeadressen.
Klik & Hent koster 79 kr. pr. ordre, uanset om man bestiller et rullegardin, en reol eller et køkken til afhentning.
