Hver morgen når klokken bliver 7.45, stiller Lene Hjorth sig udenfor Dyssegårdsskolen og siger god morgen til alle elever, når de ankommer til skolen. Ikke Lektor Blomme style med nakkedrag til børnene, hvis der er uro i geledderne, men med et stort smil.

"Det skaber glæde og nærvær, og jeg vil gerne have, at børnene føler begge dele, når de kommer til skolen," siger Dyssegårdsskolens nytiltrådte skoleleder. Og man tager hende gerne på ordet, for hun kan nærmest ikke skjule, hvor glad, hun egentlig er for sit nye arbejde:

"Jeg har fået det bedste indtryk af en skole, der er i harmoni. Hvor rigtig mange børn trives. Og hvor lærerne og pædagogerne er sindssygt dygtige og udviklingsorienterede. Det er en utrolig veldrevet skole. En kæmpe ros til min forgænger," smiler Lene Hjorth, der gennem sin lange karriere i folkeskolens tjeneste næsten altid har arbejdet både indenfor den almene skole, men også inden for det specialiserede område: Børn med autisme, børn med ADHD og opmærksomhedsforstyrrelser, børn med indlæringsvanskeligheder og endelig børn med såkaldt 'socioemotionelle problemstillinger'.

Vi søger diagnoserne

I mødet med den nye skoleleder fornemmer man hurtigt, hvor hendes kerneværdier ligger.

"Jeg går meget ind for, at folkeskolen skal være et mangfoldigt sted. Vi skal skabe læring og trivsel for alle," fastslår hun.

Det virker lidt som om, vi i dag er hurtige til at sætte bogstavkombinationer på vores børn, måske endda sygeliggøre dem i for høj grad, er det også dit indtryk?

"Nej, egentlig ikke. Jeg tror, det er det samme billede som for 20 år siden. Det nye er, at der er blevet forsket meget inden for området, så vi er blevet bedre til at beskrive de problemer, børn har. Og det er blevet nemmere at få hjælp. Bagsiden af medaljen er måske nok, at vi i for høj grad søger diagnoserne. I virkeligheden synes jeg ikke, det er så interessant med de forskellige diagnoser. Det er langt vigtigere at undersøge, hvad børn kan og ikke kan; hvordan de fungerer i skolen. Men det er nu også mit indtryk, at man i Gentofte er gode til at se på barnets individuelle udfordringer," siger Lene Hjorth.

Der er ofte politisk fokus på, hvordan folkeskolen klarer sig. Savner du og resten af lærerne og pædagogerne nogle gange arbejdsro?

"Jeg oplever generelt en stor tillid til de fagprofessionelles faglighed. Men det er klart, at vi også er privilegerede at ligge her i et område med mange ressourcestærke forældre og tæt på København. Så er det nemmere at rekruttere de rigtige medarbejdere. Der er en stor søgning til den her skole, både på lærer- og elevsiden. Det er en luksussituation."

Muld under fødderne

Hvad ser du som din hovedopgave som skoleleder?

"At skabe et godt læringsmiljø, hvor børnene trives. Det er klart, at man som skoleleder tjener mange forskellige herrer på én gang, og derfor kræver jobbet nok en vis robusthed. Det er godt at have en lille smule muld under fødderne, at have en grundlæggende fornemmelse af sit eget ståsted."

Hvad er dit syn på folkeskolereformen, der nu har fem år på bagen - har den været en succes?.

"En del var rigtigt set. F.eks. mere bevægelse i undervisningen og tidligere sprogundervisning. Opmærksomheden på, at alle børn ikke lærer ens. Når man ser på et initiativ som den understøttende undervisning, må man nok sige, at den er blevet udmøntet på tusind forskellige måder. I virkeligheden er det for tidligt at måle på folkeskolereformen. I Canada lod man sine folkeskoler være i 10 år, da man gennemførte en reform. Måske vi burde gøre det samme," smiler Lene Hjorth og tilføjer:

"Folkeskolereformen fylder ikke så meget i min bevidsthed, og jeg tror heller ikke, den fylder så meget hos lærerne. Det er mere en samfundsdebat. Jeg er optaget af, om børnene har det godt. Om de lærer noget, men også om de deltager i det fælles liv på skolen. Det er for mig det afgørende. Og på baggrund af mine første to måneder på Dyssegårdsskolen, må jeg sige, at der ikke er så meget at være bekymret eller sur over," siger hun.

Samarbejde mellem skole og hjem

Hvad udgør en god skoleleder efter din mening?

"At man er lyttende. At man har en klar idé om, hvordan skolen fungerer som organisation. Men først og fremmest skal man jo kunne lide børn. Man skal synes, de er sjove og finurlige at være sammen med, og dét gør jeg. Hvis jeg skal rose mig selv for noget, så er jeg god til at bevæge mig ud af mit centrum. Jeg prioriterer virkelig at være ude blandt børnene. Jeg har lige siddet med i en klasse og lært om e-matematik og skak, det var vildt spændende. Jeg vil ikke være en verdensfjern skoleleder, der sidder i sit elfenbenstårn, det er ikke min profil."

Der er stor fokus på børn og unges trivsel, og det er et faktum, at mange unge i stigende grad lider af depression og angst. Hvad skyldes det, tror du?

"Vi skal tage de unges trivsel meget alvorligt. Her er det vigtigt med et sindssygt tæt samarbejde mellem skole og hjem. Nogle unge stiller vi for store krav til, andre unge gør det mod sig selv. Vi har alle sammen en præstationskultur indlejret. Det er så vigtigt at sige, at der ikke er nogen krav om, at du er perfekt. Vi har en dyb forpligtelse til at tale med vores børn om, at det er okay at fejle. Det er mere end okay. Man skal fejle for at mestre. Hvis vi kan krydre fortællingen med et par af vores egne fejl, så vil det kun lette børnenes forståelse."