Helt i tråd med diverse foreninger, klubber, skoler og institutioner, så får corona-udviklingen også Ølstykke Sogn til at lukke mere eller mindre ned.
Således er alle aktiviteter lige fra malerhold og foredrag til babysalmesang og filmaften blevet aflyst til og med april måned.
Derudover er samtlige gudstjenester i Ølstykke og Udlejre Kirke indledningsvis aflyst frem til slutningen af marts, hvorefter man vurderer situationen igen.
"Vi tager det her meget alvorligt, og vi lytter naturligvis til de meldinger, som kommer fra Sundhedsstyrelsen. Når vi aflyser arrangementer og kommer med restriktioner til de kirkelige aktiviteter, så sender vi et signal om alvoren i det her," siger Jesper Helsø, formand for menighedsrådet i Ølstykke Sogn.
De kirkelige aktiviteter, som formanden henviser til, er dåb, vielser og bisættelser. De bliver stadig gennemført, men under andre helt andre former end normalt.
Kun 30 og 40 deltagere
"Restriktionerne betyder, at vi kører med et meget begrænset antal deltagere - både til dåb, vielser og bisættelser. Det gør vi ganske enkelt for at undgå en yderligere spredning af sygdommen. I Ølstykke Kirke tillader vi nu 30 mennesker, mens vi kun lukker 40 ind i Udlejre Kirke," siger Jesper Helsø og fortsætter:
"I forhold til dåb, så bliver kun selve dåbs-delen gennemført. Bisættelser og vielser kører videre med fuldt ritual, men altså med et begrænset antal deltagere. Det meddeler vi også ud til familierne, som enten kan vælge at takke ja til de nuværende forhold eller bede om en udskydelse. "
Jesper Helsø oplyser til Lokalavisen Egedal, at to lokale dåbsfamilier allerede har ønsket en udskydelse.
"Det er helt fair, at de gerne vil vente, så de kan få den dåb, som vi kender i dag. Der er ingen sure miner herfra," siger menighedsrådsformanden, der mener, at de kirkelige aktiviteter er vigtige at fastholde under corona-krisen.
"Det er vigtigt, at kirkens primære funktioner stadig kan efterleves. Derfor holder vi fast i vores vielser, dåb og bisættelser. De skal gennemføres. Vi er heldigvis ikke kommet dertil, hvor vi lukker vores kirker helt ned, men det er klart at vi følger de meldeinger, som vi får fra kirkeministeriet og biskopperne," siger Jesper Helsø.
Han oplyser, at konfirmationsundervisningen også er aflyst i samme tidsrum som skolernes lukning.
Konfirmationer venter
"I forhold til de mange konfirmationer, så har vi endnu ikke taget stilling, for de afvikles først til maj, så der har vi stadig lidt tid at løbe på, men lad os se hvordan situationen udvikler sig," siger Jesper Helsø, der heller ikke tør spå om den kommende Påske.
"Dert er en meget stor højtid, så det ville være hårdt at skulle aflyse gudstjenesterne til den tid, men lad os nu se," siger han.
I Stenløse Sogn har man også aflyst gudstjenester og højmesser, ligesom en række arrangementer er aflyst.
