Langt de fleste, der rejser til Bornholm, tager færgen via Ystad i Sverige. Derfra tager turen til Rønne 80 minutter. Fra Køge tager det fem og en halv time på ruten, som dog på hverdage er fuldt booket op med lastbiler. Men hvis grænselukningen begynder at påvirke Ystad-afgangen for meget, eller hvis de svenske myndigheder indfører skrappere regler for danske rejsende, er Bornholmslinjen klar til at indsætte en ekstra færge mellem Køge og Rønne.
- Hvis det kommer til at tage for lang tid for rejsende at komme til Ystad, eller det bliver så besværligt, at det slet ikke kan betale sig at sejle færgen over, skal vi tænke over, hvad vi så vil gøre, siger PR- og kommunikationschef Hos Molslinjen, som driver Bornholmslinjen, Jesper Maack.
Klar med ekstra færge
Hvis Ystad-overfarten bliver afskåret, bliver Bornholm dog ikke afskåret fra resten af verden, selvom færgen fra Køge i hverdagene er fyldt med fragt.
- Hvis der også bliver brug for at transportere mennesker, har vi mulighed for at indsætte reservefærgen Povl Anker med meget kort varsel, siger Jesper Maack.
Indtil videre ingen ændrede sejlplan
Corona eller ej så sejler færgen Ystad-Rønne altså videre med uændret sejlplan. Sverige har ikke lukket grænserne for udlændinge på samme måde som i Danmark og heller ikke indført nær så skrappe rejseregler.
- Lige nu er turen gennem Sverige transit for danskere til Bornholm. Derfor er det o.k. i forhold til deres nuværende regler, siger Jesper Maack.
- De svenske myndigheder har valgt en anden strategi end i Danmark, når det gælder regler for rejsende. Men vi er klar til hurtigt at lave om på tingene, hvis de skulle ændre noget, siger han.
Bornholm må ikke afskæres
Bornholmslinjen arbejder for staten. Det vil sige, at Molslinjen ikke selv tager alle beslutninger omkring sejladsen.
- Vi sejler på kontrakt med Transportministeriet. Så alle beslutninger tages i samarbejde med ministeriet og efter myndighedernes anvisninger. Men det er klart, at vi alle har en interesse i at holde Bornholm i kontakt med resten af landet. Bornholm er jo dansk, så vi kan ikke bare afskære hele øen, siger han.
Færgen til Tyskland ligger stille
Overfarten mellem Rønne og Sassnitz blev lukket ned her i weekenden, efter statsminister Mette Frederiksen lukkede grænserne i forsøget på at stoppe corona-virussen i at spredes for hurtigt.
De sidste tyskere turister på øen fik derfor mulighed for at forlade Bornholm, mens danskere også er nået hjem, inden færgen lagde ekstra fortøjninger og gik i venteposition. Men der var ingen panik om bord for at komme med på - den indtil videre - sidste tur hjem.
- Da færgen kom i havn i Rønne, var der én enkelt bil og to sættevogne med hjem, siger Jesper Maack.
