Den har været gemt væk i seks år, men nu er Ganløse Triatlon klar til at gøre comeback.
Søndag den 6. september danner Ganløse Svømmebad og Ganløse-ringen nemlig rammerne om ét af Danmarks klassiske triatlon-stævner.
"Vi glæder os til at byde alle velkommen til en begivenhedsrig og spændende triatlon i det smukke og naturskønne landskab ved Ganløse i Egedal Kommune. Vi har over 35 års stolte traditioner for sportsbegivenheder og stævner, hvoraf mange har været Danmarksmesterskaber. Det er gennem mere end 25 år blevet til over 90 stævner, og Ganløse Triatlon er ét af Danmarks første triatlon-stævner med rødder tilbage til 1980´erne. Ruterne er tilrettelagt, så det udnytter den flotte og kuperet natur omkring Ganløse," lyder det fra idrætsformand Steffen Mattrup Lund-Hansen fra Ganløse Tri-Center.
Ganløse Svømmebad vil til lejligheden være til rådighed hele dagen fra kl. 7.00, så der bliver ingen begrænsninger på antallet af deltagere.
Alle kan være med
"Vi har distancer, hvor børn og unge, nybegyndere og øvede kan være med. Det bliver simpelthen triatlon for alle," siger Steffen Mattrup Lund-Hansen og henviser til distancerne 200 meter svømning, 10 km. cykling og 2. km. løb samt 400 meter svømning, 20 km. cykling og 4 km. løb. Endelig er der sprint-distancen på 750 meter svømning, 20 km. cykling og 5 km. løb.
Steffen Mattrup Lund-Hansen er bekendt med corona-situationen, men det er hans håb, at det lokale triatlon-stævne kan blive afviklet.
"Vi håber naturligvis, at forsamlingsforbuddet med afholdelse af store arrangementer til og med august bliver ophævet, så forholdene bliver normaliseret. Derfor afventer vi med spænding på myndighedernes udmelding i forhold til afholdelse af udendørs-idrætsstævner. Vi ved, at Danmarks Idræts Forbund arbejder på, at udendørsidrættens snart må have en prognose på, hvordan det kommer til at udmønte sig i sommersæsonen. Indtil videre er vores plan at kunne afholde triatlon-stævnet, hvis myndighederne ikke nedlægger forbud. Vi tænker, at der også vil være interesse og en del deltagere, som glæder sig til igen at kunne komme ud til konkurrence," siger han.