Næsten halvandet årti efter kommunalreformen gør Frederikssund Kommune nu klar til samle kommunens funktioner ét sted; I Frederikssund.
Som konsekvens af sidste års budgetforlig bliver Økonomiudvalget onsdag præsenteret for en model, hvor man i første omgang flytter de eksisterende funktioner fra Jægerspris.
"Den kommunale sagsbehandling finder i dag sted fra en række bygninger ved og omkring Torvet 2 i Frederikssund og administrationscentre i Slangerup og Jægerspris. Det stigende behov for tværsektorielle samarbejder gør det hensigtsmæssigt at arbejde henimod samling af den administrative opgaveløsning på færre adresser. Byrådet ønsker at flytte Center for Familie og Rådgivning til bygningerne omkring Torvet 2. Hermed frigøres Jægerspris Administrationscenter, som sættes til salg. På lidt længere sigt ønsker Byrådet, at der arbejdes henimod samling af hele administrationen. En samlet placering i Frederikssund By vil på sigt være det foretrukne også set i lyset af de rekrutteringsudfordringer, der forventes forstærket i de kommende år på det administrative område," hed det således i sidste års budgetforlig.
Ifølge sagsfremstillingen til politikerne er der fra administrativ side sat gang i udarbejdelse af en række principper, som skal udgøre grundlaget for den endelig plan for, hvordan de enkelte afdelinger placeres i administrationsbygningerne fremadrettet.
I principperne vil blive inddraget den læring, der er opstået under Covid-19-situationen.
Det vil i praksis betyde, at man ikke længere kan forvente, at der er én arbejdssstation pr. medarbejder "idet mange medarbejdere i løbet af dagen er til møder, benytter distancearbejdspladser eller at der er sygdom. Det er hensigten at hvert center internt tilrettelægger, hvordan pladserne fordeles og anvendes.
Det er ligeledes hensigten, at der skabes fælles mødefaciliteter, som så vidt mulligt er tilgængelige uden at man skal gennem rådhuset. Herved begrænses smitterisiko, ligesom medarbejdernes sikkerhed og arbejdsmiljø i øvrigt iagttages," hedder det i sagsfremstillingen.
Principperne sendes i høring i MED-systemet fra start af august.
I fjerde kvartal i år ventes brikkerne at være på plads for den endelige plan for flytterokaden.
hg
