Byggemarkedet Bauhaus, der bryster sig af at have landets største udvalg inden for sin branche, er på vej til Slagelse.
Administrerende direktør Mads Jørgensen har fremlagt sine planer, der ikke mindst tager hensyn til de mange naboer ved Kongevejen, som formentlig i fremtiden får et byggemarked som nabo.
Projektet skal nemlig ligge på et 66.000 kvadratmeter stort område ved netop Kongevejen i Slagelses sydlige del, er planen. Nu ventes proces med opstart af lokalplan, hvorefter spaden forhåbentlig kan stikkes i jorden om et år. Åbningen ventes i 2022.
Der er endnu ikke indsendt en anmodning om ny lokalplan, der er nødvendig for at få projektet på skinner. I samarbejde med Slagelse Kommune har man imidlertid tirsdag afholdt borgermøde med de naboer på Kongevejen, som med al sandsynlighed vil kunne mærke, at de får et byggemarked tæt på.
- Vi tager det ad dialogens vej, og vi mærker, at der er opbakning til planerne, siger den administrerende direktør, der ventes at skulle ansætte i omegnen af 100 mennesker i såvel deltids- og fuldtidsstillinger.
Læs mere i Sjællandske torsdag eller via linket foroven.
