Stor familie-restaurant åbner i Slagelse centrum

»Vores speciale er spareribs og steaks på grill af den bedste kvalitet«. Således beskriver Rib House sig selv på sin hjemmeside, hvor der også findes en række billeder så fristende, at de muligvis kan omvende en veganer.

- Jeg forventer, at vi åbner i midten af marts måned. Jeg vil helst ikke give en fast dato, for der er stadig meget arbejde, der skal gøres, siger entreprenør Jens Benzer Pedersen, som er en af tre ejere, der har købt hele bygningen på Gammel Torv.

De fleste slagelseanere, der har passeret Gl. Torv den senere tid, har ikke kunnet undgå at bemærke de mange håndværkere på stedet.

- Vi har næsten 20 mand i gang for at få det hele klar, fortæller Jens Pedersen, der i forvejen ejer flere Rib House-restauranter i hovedstadsområdet.

Rib House åbnede den første restaurant i november 1997. Siden er der kommet nye til beliggende i Bagsværd, Helsingør, Hillerød, Køge, Roskilde og Søborg - og snart også i Slagelse, hvor ejerne - som de øvrige steder - har købt ejendommen.

- Vi kan ikke li' at leje bygningerne, for vi vil gerne have frie hænder til at indrette stederne, som vi synes, siger Jens Pedersen, som har en forkærlighed for ældre ejendomme med »sjæl og historie«

Han forventer, at den samlede stab bliver på omkring 20 personer.

- Vi har besat nøglepositionerne, men kan sagtens bruge nogle flere medarbejdere, siger han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...