Værnepligtige holdes tilbage på Høvelte Kaserne

Den Kongelige Livgarde har besluttet at holde alle værnepligtige tilbage på Garderkasernen i Høvelte samt Livgardens Kaserne i København.

Det sker for at skærme garderne mod Covid 19-smitte, og det er en nødvendighed for at Den Kongelige Livgarde kan opretholde vagten omkring den kongelige familie samt varetage den nye beredskabsopgave til støtte for Politiet ved uvarslede hændelser.

På Garderkasernen i Høvelte er det vigtigt at undgå en eventuel smitte blandt de værnepligtige.

- Vores værnepligtige her i Høvelte skal om kort tid overtage nogle vigtige opgaver i Vagtkompagniet i København. Derfor gør vi alt for at undgå, at smitten breder sig blandt dem, og det betyder, at de ikke kommer hjem de kommende uger, siger oberstløjtnant Torben Egidiussen.

På Garderkasernen har man i forbindelse med uddannelsen af de værnepligtige den seneste tid taget bedst mulig højde for eventuel smitterisiko. Derfor har de værnepligtige været opdelt på kasernen, så en eventuel smitte rammer færrest mulige.

- Vi er klar over, at det er et voldsomt skridt, men vi skal forsøge at undgå, at de værnepligtige udsættes for smitten, for det vil have vidtrækkende konsekvenser for Livgardens løsning af opgaver til støtte for den kongelige familie og det danske samfund, forklarer oberst Mads Rahbek, der torsdag traf beslutningen efter at have modtaget lægefaglige råd på området.

Tilbageholdelsen gælder som nævnt også de værnepligtige på Livgardens Kaserne i København.

- De værnepligtige på Livgardens Kaserne i København løser to vigtige, nationale operative opgaver. Vi skal sørge for, at de værnepligtige kan løse pålagte samfundsvigtige opgaver, og derfor har vi set det nødvendigt, at de værnepligtige i muligt omfang undgår kontakt med andre for ikke at bringe smitten ind på kasernen, siger chefen for Vagtkompagniet, major Søren P. Østergaard.

Det er ligeledes besluttet, at vagtparader og den ceremonielle del af vagtskiftet på Amalienborg suspenderes indtil videre.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...