En 48-årig mand fra Vallensbæk slap torsdag meget heldigt, da han faldt fem meter ned fra et træ i Søbæksparken i Jyderup.
Manden er under uddannelse som friluftsvejleder, og det var i den forbindelse, at han øvede sig i at klatre i træer. Klatringen foretog han sammen med en ven.
På grund af uopmærksomhed og problemer med et reb styrtede den 48-årige ned fra træet.
Han landede på benene og rullede rundt, men landingen var så hård, at han havde smerter i ryggen og det ene ben. Lægehelikopteren blev tilkaldt, men den foreløbige undersøgelse viste, at han ikke var kommet alvorligt til skade, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Derfor blev manden i stedet kørt på sygehus med ambulance, men manden er altså tilsyneladende sluppet meget heldigt fra faldet.
Politiet valgte at tilkalde arbejdstilsynet, og de to myndighederne skal nu i fællesskab undersøge, om arbejdsmiljølovningen er overtrådt.
