Efterskole åbner igen: Det bliver ikke den skole, de forlod

Eleverne på Baunehøj Efterskole kommer tilbage mandag den 18. maj og forstander Ulrik Goos Iversen er parat med nye tiltag for at sikre en coronafri efterskole

Eleverne på Baunehøj Efterskole kommer tilbage mandag den 18. maj og forstander Ulrik Goos Iversen er parat med nye tiltag for at sikre en coronafri efterskole

Så snart det blev meldt ud, at efterskolerne var blandt dem, der måtte åbne i fase to, gik Baunehøj Efterskole i Jægerspris i gang med forberedelserne.

"Vi gik straks i gang med at arrangere, hvordan eleverne kan være sammen. Vi har 94 elever på 10. klasse niveau, som er fordelt i ni husgrupper. Husene er spredt på et stort område, og det er vores held, for det gør det meget lettere at indrette vores hverdag i forhold til de skoler, hvor man bor samlet på gangene," siger Ulrik Goos Iversen, forstander på Baunehøj Efterskole ved Jægerspris.

Han fortæller, at skolen har to overordnede tiltag, som skal sikre de unge og deres lærere mod coronasmitte.

"Eleverne kommer ikke tilbage i deres klasser, men vil hver dag få tilbudt forskellige valgfri workshops. Lærerne vil udbyde forskellige forløb med nye vinkler på alt muligt. Det kan være, at man dykker ned i en digters forfatterskab eller laver et trigonometriforløb med måling af træer udendørs. Eleverne får nok lidt mindre undervisning, til gengæld får de masser af praktiske opgaver. Vi har også en stor køkkenhave, der skal passes," siger han.

Det andet tiltag er, at rigtig meget af undervisningen kommer til at foregå udendørs.

"Så små hold og udendørs undervisning er vores løsning, og der står vi i samme situation som almindelige skoler," siger Ulrik Goos Iversen, der også vil sørge for, at eleverne kommer til at spise i flere hold, selv om det hele kommer til at tage lidt mere tid.

Alt oppe i luften

Han synes, at efterskolerne har været meget heldige at komme med i denne runde af åbningen af samfundet.

"Vi er bevidste om, at det er et stort privilegium og en stor tillid, som bliver udvist over for os og de unge. F.eks. kom højskolerne ikke med, og det er synd og uforståeligt. Men vi er meget taknemmelige og tager fat med stor alvor," siger forstanderen.

Han fornemmer, at efterskoleeleverne er glade for at kunne komme tilbage til skolen, også selv om nogle af dem har nydt friheden for en stund.

"Det bliver ikke den skole, de forlod, og nogle af dem har jo også hygget sig under karantænen og fået en smag af frihed. Jeg ved, at nogle af eleverne har isoleret sig sammen i sommerhus, og der har de jo hygget sig og sikkert også kunnet drikke en øl om aftenen. Nu kommer de så tilbage til en anden virkelighed, og det kan godt føles som en kold tyrker for nogen," spår Ulrik Goos Iversen, der ikke er i tvivl om, at der også er mange, som glæder sig til at komme tilbage og afslutte deres skoleforløb.

"Det bliver sjovt. Alt er oppe i luften, og det er måske meget godt en gang imellem," siger han.

Ikke ramt økonomisk

Økonomisk har Baunehøj Efterskole ikke lidt nogen nød under coronakrisen.

"Vi har fået formidabel hjælp fra staten, som reelt set har holdt os skadefri. Ingen forældre har meldt deres børn ud. Der er støtteordninger til forældre med særlige problemer, men alle forældre har fået en kæmpe reduktion i ugeprisen og det har gjort, at vi har kunnet fortsætte med samme økonomi," siger han.

Samtidig er Baunehøj Efterskole så søgt, at der for længst er fyldt op med elever til det kommende skoleår. Så ikke en gang de aflyste rundvisninger, som andre efterskoler har været ramt af, bliver et problem for Baunehøj.

"Nej, på den korte bane er vi ikke ramt. Men hvis der bliver en længerevarende krise i samfundet, vil vi blive ramt, for så vil der måske være nogen, som ikke har råd til at sende deres barn på efterskole."

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...