Sammen - hver for sig. De ord har lydt igen og igen i disse corona-tider. De fleste har da også haft en begrænset kontakt til andre mennesker i de seneste måneder.
Men nu forsøger Gadekærforeningen i Helsinge at give en udstrakt hånd til de familier, der savner en vaskeægte bamsekrammer. I bogstaveligste forstand.
Gadekærforeningen har lørdag den 27. juni således arrangeret 'Den store kramme bamse dag'. Der sker på Banktorvet ved Danske Bank.
Til dagen er der bestilt en 'mobil bamsefabrik'. Børn og barnlige sjæle kan her købe en 40 centimeter stor bamse til 25 kr., og bamsen vil få et navn - ligesom man kan sætte et hjerte i den.
"Mange mangler kram i disse tider, og så har vi også brug for, at der sker lidt mere. Derfor ville vi gerne forkæle børn og voksne lidt. Nu kan man komme og købe en billig bamse og så få nogle ordentlige bamsekram," siger formanden for Gadekærforeningen, Conny Nielsen.
På dagen vil det også være muligt at købe en softice til 5 kr., ligesom der vil være andre boder.
Arrangementet foregår fra kl. 10-14.
