Sofia Osmani: 'Vi befinder os i en situation, vi aldrig har oplevet før'

I en udtalelse til Det Grønne Områdes læsere fortæller borgmesteren, at kommunen i forbindelse med coronavirus har aktiveret sin beredskabsplan, og man er nu i gang med at omsætte regeringens anvisninger til konkrete handlinger. Målet er, at driften af kommunen skal påvirkes mindst muligt.

I en udtalelse til Det Grønne Områdes læsere fortæller borgmesteren, at kommunen i forbindelse med coronavirus har aktiveret sin beredskabsplan, og man er nu i gang med at omsætte regeringens anvisninger til konkrete handlinger. Målet er, at driften af kommunen skal påvirkes mindst muligt.

Sofia Osmani, borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune

Vi har den seneste uge aktiveret kommunens sundhedsberedskab og også den tværgående krisestab.

I løbet af ugen er meldingerne blevet stadigt mere restriktive i takt med udviklingen af smittede. Vi har derfor også haft en forventning om, at vi på et tidspunkt ville nå et punkt, hvor for eksempel skolelukninger ville være uundgåelige.

Det punkt er måske nok kommet lidt hurtigere end forventet, men i den givne situation mener jeg, at det er den helt rigtige beslutning, regeringen har truffet.

Vi befinder os nu i en situation, vi aldrig har oplevet før.

Vi har aktiveret vores beredskabsplan, der beskriver, hvordan en krisesituation som denne skal løses. Og vi har nogle fantastiske medarbejdere, der knokler for at få håndteret de udforinger, vi står overfor.

Det til trods tager det selvfølgelig tid at omsætte regeringens anvisninger til konkrete handlinger. Her skal man huske på, at vi langt hen ad vejen ikke har fået mere præcise anvisninger, end hvad statsministeren meldte ud i går.

Selv om jeg godt kan forstå, at folk bliver bekymrede og efterspørger information og retningslinjer, er der derfor også områder, hvor vi desværre ikke altid kan svare helt konkret, så snart behovet for information opstår.

I går aftes kl. 20.30 forventede vi for eksempel, at skolerne skulle åbne torsdag morgen som planlagt. 10 minutter senere stod vi i en situation, hvor hundredvis af forældre havde brug for at vide, hvordan de skulle forholde sig - og et Aula (skolernes elektroniske informationsplatform til forældrene), der blev lagt ned af for mange brugere.

Heldigvis har borgerne haft forståelse for situationen, og vi lægger løbende den information, vi har, ud på kommunens hjemmeside, ligesom vi nu begynder at få mere detaljerede retningslinjer fra centraladministrationen, som vi kan arbejde ud fra.

Alle skal løse deres opgaver

Dagen i dag (torsdag, red.) bruger vi dermed til at få styr på organiseringen af vores fortsatte omsorg for ældre og svage borgere, på at sikre nødpasning til børn samt på at få et overblik over, hvordan vi kan opretholde mest mulig af vores drift, når alle medarbejderne, der ikke er nødt til at være fysisk på arbejdspladserne i morgen, sendes hjem.

Det er her vigtigt at understrege, at alle medarbejdere, der hjemsendes, fortsat skal løse deres arbejdsopgaver, således at driften påvirkes mindst muligt.

Når det er sagt, er det dog også vigtigt at påpege, at ikke alle opgaver kan løses i samme omfang som under normale omstændigheder, og at vi derfor må opfordre til øget tålmodighed i relation til den almindelige sagsbehandling.

Borgmesterens dag

Min egen dag startede med et møde i den tværgående beredskabsstab kl. 7.00, hvor vi dannede os et overblik over situationen.

Siden har medarbejderne arbejdet på højtryk for at få de konkrete planer sat i værk, ligesom vi skal have orienteret borgerne om de forandringer, de kommer til at opleve i de kommende dage og uger.

Det er et kæmpe arbejde, men vi har dygtige folk på sagen.

At situationen bliver vanskelig og besværlig for os alle, er der imidlertid ingen tvivl om. Jeg er dog også sikker på, at vi nok skal stå det igennem på en god måde, hvis vi husker at passe på hinanden.

Det sidste er vigtigt, for nedlukningen af den offentlige sektor kommer kun til at have den ønskede effekt, hvis vi også ændrer vores vaner.

Det er for eksempel vigtigt at huske, at børnene ikke har fået 14 dages ferie, hvor de kan hænge ud med vennerne. Målet er jo netop, at vi skal begrænse kontakt mest muligt, og derfor hjælper det ikke, hvis hele klassen mødes, eller hvis alle fritidsaktiviteter fortsætter som før.

Jeg kan godt afsløre, at det var den erkendelse, der fik mine egne piger til at gå fra den umiddelbare glæde over skolelukningen til en mere afdæmpet forståelse for, at der de næste 14 dage er dømt hjemmeskole, ensomme gåture i skoven og mindst mulig omgang med andre.

De skal pludselig til at forholde sig til, hvordan og i hvilket omfang de kan se deres bedsteforældre, der jo alene ud fra deres alder er i særlig risikogruppe - og vi skal i det hele taget agere anderledes, end vi plejer.

Denne nye, midlertidige virkelighed gælder os alle. Og det bliver uden tvivl benhårdt.

Det er dog også vigtigt at huske på, at store dele af Danmark kører videre. I det offentlige møder alt kritisk personale stadig ind - og alle andre arbejder hjemmefra.

Det samme gælder i det private, hvor nogen vil arbejde hjemmefra, og andre vil møde ind og sikre, at vi alle sammen stadig kan handle ind, få strøm, varme og en hverdag til at fungere.

Hverken Lyngby-Taarbæk eller Danmark lukker helt ned - men vi lukker op for en anderledes og mere isoleret hverdag i kampen mod smittespredning. Sammen kan vi gøre en forskel, og jeg vil gerne sige tak til alle for deres hjælp og indsats. Nu og i tiden fremover.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...